Skriv til: hello@christiane.nu eller ring til: 61 700 777

Det vigtigste kærlighedsforhold i dit liv

...Er forholdet til dig selv

 

I virkeligheden har vi måske kun et ønske her i livet: At blive elsket for den vi er. Helt ubetinget.

Med ubetinget mener jeg uden krav, betingelser eller præstationer. Men blot for at være.

Faktum er, at de fleste af os savner mere kærlighed i vores liv og vi savner at blive set og hørt af de mennesker, der betyder allermest for os.

Hvis vi forestiller os, at vi bar på en indre kærlighedsbeholder, ville de fleste af os formentlig opleve at den var halvtom en stor del af tiden. Og at vi forventer at andre skal fylde den op. Vi tror at der skal ydre omstændigheder til, for at vi kan opleve kærligheden. ”Når han elsker mig, SÅ kan jeg føle mig elsket og begæret”.

Vores virkelighed bliver dannet af vores indre overbevisninger. Vi tiltrækker oplevelser, der matcher vores opfattelse af verden.

Man kan også sige at vi hele tiden søger bevis for det vi tror på. På et bevidst plan og på et ubevidst plan.

Den største årsag til, at vi føler at kærligheden svigter os, er fordi vi tror at vi skal finde kærligheden uden for os selv. 

Vi kan ikke åbne os for andres kærlighed, hvis vi ikke selv synes at vi er kærligheden værd. Et af de vigtigste indsatsområder vi kan gøre når det handler om forhold til andre mennesker, er at se på forholdet til os selv.

Når vi udviser stor selvkærlighed og selvagtelse, ved vi at vi er andres kærlighed og agtelse værd.

selvkærlighed

Det handler ikke om egoisme

Selvkærlighed handler ikke om egoisme, selvcentrering eller om at tilsidesætte andre. Selvkærlighed handler om at nære vores forhold til os selv. Det giver os nemlig overskud på energikontoen og kærlighedskontoen som vi kan dele ud af. Det giver os ro, frihed til at være os selv, nærhed og tryghed.

Når vi har kærlighed til os selv og ved hvordan vi fylder os selv op med varm, ægte kærlighed, bliver vi uafhængige af, at andre personer, omstændigheder eller stimulanser skal gøre det for os.

Det handler ikke om at stille en tyk mur af ”jeg kan selv” mursten op rundt om vores hjerte og holde andre ude. Tværtimod. Det handler om accept af vores egne behov, sårbarhed og følelser. Accept af, at det er menneskeligt og at du er ligeså elskelig og værdifuld som alle dem du elsker og beundrer.

Og samtidig accept af, at livet er, hvad du gør det til. Når du lukker andre ind, giver du dem og dig selv en gave.

Det indre tomrum

Inde i os lever et tomrum. En længsel. Som venter på at blive fyldt op. Med kærlighed. Det sker fordi der er noget inde i os, som vi skammer os over. Noget, som vi på et eller andet tidspunkt i vores liv har fået at vide at vi skal gemme væk. Eller sådan har vi opfattet det. En dyb, mørk skygge, som vi tror at andre vil elske os mindre for.

Måske gemmer vi følelser væk fordi vi fik at vide at vi måtte tage os sammen, måske gemmer vi vores lys væk under en tyk måtte af skam, fordi vi en gang fik at vide at ”nu har vi set dig, tak!” eller at vi ikke skulle stikke snuden for langt frem.

Måske gemmer vi de ”negative” sider væk fordi vi vil være gode mennesker. Vi skjuler egenskaber og sider af os selv fordi vi skammer os over dem.

Inderst inde er vi bange for at blive forladt. Mangle kærligheden. Være uvæsentlig, ligegyldig og overset. Og afvist.

Alt det er med til at skabe vores inderste tomrum og længsel. For i virkeligheden længes vi efter at føle os hele – som da vi blev født. Vi længes efter at nogen eller noget kan fylde og op. Vi længes efter at blive elsket ubetinget. Problemet er bare, at vi i løbet af vores liv har oplevet at kærligheden var betinget. Af vores opførsel. Så langt de fleste af os tror at vi skal gøre os fortjent til kærlighed. At vi ikke er vigtige, hvis vi ikke bidrager godt nok, længe nok, synligt nok, intenst nok eller præstationsmæssigt nok.

 

 Betinget kærlighed = begrænset kærlighed

Det bunder i betinget kærlighed. Som gør, at vi lader os begrænse. Til kun at være det, vi tror andre vil se. Det vi tror andre vil elske os for. Kærlighed kan have mange ansigter. Alt fra enhver form for opmærksomhed til idolisering.

Hvis du er som jeg og de fleste andre, er du aldrig sikker på, at det er helt godt nok. For inden i ligger tvivlen og rumsterer. Den inderste, sorte skam over at være mig eller dig kan til enhver tid stikke sit grimme hoved frem og sige: er jeg god nok? Er jeg vigtig nok til at fortjene kærligheden?

For mit vedkommende sker det mest når jeg er træt eller stresset.

Så kan mit indre tomrum pludselig føles stort. Og savner at blive udfyldt. I mange år troede jeg at jeg kunne dulme med mad eller vin eller fester. Senere blev det suppleret med arbejde. I mine øjne helt ”legale” distraktioner.

Der var altid en undskyldning. Jeg bar tunge, mørke selvsaboterende overbevisninger med mig. Om at jeg kun var god nok, når jeg præsterede. Når jeg viste resultater. Eller var hende den sjove og den stærke. Med en vis dannelse, naturligvis.

Vi mærker alle tomrummet fra tid til anden. Måske er vi ikke opmærksomme på, at det præcis er det, der foregår. Og alligevel opstår tvivlen, håbløsheden, tomrummet, det lave selvværd, længslen efter at nogen eller noget skal fylde os op, frygten for ensomhed eller meningsløshed. Måske sker det dagligt.

Kærlighedsbeholder

sexolog Christiane Meulengracht

 

Drug of choice

Når vi ikke ved hvad der foregår eller skammer os over vores følelser, flygter vi fra dem. Ind i distraktioner. Anerkendelse fra andre, planer, aktiviteter, smøger, sex, sport, arbejde, alkohol, mad, shopping, TV, adrenalin-rush, porno eller stoffer.

Afhængighed – uanset om det er afhængighed af andres kærlighed og anerkendelse eller af stimulanser, handler om, at vi ikke føler at vi er gode nok. Det handler om at vi tror, at noget udefra kommende kan fylde hullet op.

Afhængighed er en flugt. Vi har alle en ”drug of choice”.  Noget, der får os til at distancere os fra følelsen af utilstrækkelighed. Noget vi kan flygte ind i.

Selvom det kan føles dejligt produktivt og bidragende at være i gang, er det ikke altid det mest selvkærlige vi kan gøre. Når vi er i gang, distraherer vi også os selv fra stilheden inde i os. Den larmede stilhed. Den stilhed, hvor vi ved, at vi risikerer at blive mødt med vores egen utilstrækkelighed. Og med vores længsler.

Det kan være rigtigt hårdt at erkende. Hvis jeg har brugt 40 år på at jagte det forkerte, er mit liv så forgæves? I stilheden møder vi alt det vi drømmer om, længes efter og det vi ved er sandt for os.

Når vi ser det, ved vi også at vi bliver nødt til at forholde os til det.

Nogle gange føles det bare nemmere at flygte fra det. Så bliver vi fri for konfrontationen med det mørke i os. Med meningsløsheden, ensomheden og tomheden.

Og det er så her, distraktionerne kommer ind i billedet. For så er det nemmere at smutte ind i  præstation & anerkendelse, vin og drinks, det sociale liv, tv-serier, sex og den kærlighed fra andre, som vi tror fylder os op.

 

Når vi glemmer at fylde os med kærlighed

Når vi falder ned i det sorte hul igen – for det sker uanset vores niveau for selvindsigt – handler det om, at vi har svigtet os selv. Det sker når vi har glemt at lytte til vores indre sandhed om vores behov. Det sker når vi overtræder vores egne grænser og måske ikke har kommunikeret klart og kærligt. Det sker når vi falder i fælden med at gøre vores lykke og værdi afhængig af andres meninger frem for vores egne. Det sker også når vi ikke overholder de selvkærlige aftaler, vi  har lavet med os selv. Det sker når vi ikke er opmærksomme på at fylde vores egen indre kærlighedsbeholder.

Cirklen bliver ond, og der er god chance for, at vi i sidste ende hader os selv for ikke at kunne leve op til det selvbillede vi tror er det rigtige. Vi hader vores manglende viljestyrke og evne til at gøre det, vi godt ved at rigtigt og sundt for os. Og så griber vi igen ud efter vores trøstende ”drug of choice”.

 

Det mest selvkærlige

Det mest selvkærlige vi kan gøre er rent faktisk at slutte fred. Mærke efter. Acceptere at vi har en længsel. Acceptere at så længe vi tror at andres anderkendelse af os er mere værd end vores egen anerkendelse, har vi noget at arbejde med.

Selvkærlighed er at slutte fred med, at der aldrig vil være nogen der redder os, at der aldrig vil være en stimulans, der kan fylde hullet ud for altid.

Når vi accepterer det, kan vi selv fylde vores kærlighedsbeholder.

 

Hvordan fylder du din kærlighedsbeholder?

Så længe vi higer efter andres anerkendelse og er afhængige af at andre skal vise os kærlighed, sidder vi fast. Så længe vi er afhængige af at andre skal fylde os op med kærlighed, er vi ufrie.

For at befri dig fra afhængighed af andres anerkendelse, kan du:

  • Vise dig selv anerkendelse
  •  Sige det til dig selv, som du længes efter at andre siger til dig
  • Være hudløst ærlig om dine behov og sårbarhed
  •  Styrke dit selvværd gennem selvkærlighed
  • Gøre det for dig selv, som du drømmer om at andre gør
  • Vide, hvad der gør at du føler sig elsket
  • Vide hvordan du selv kan fylde din kærlighedsbeholder.
  • Bede om hjælp
  • Sige tak – ofte
  • Åbne dig for nydelse – hver dag. Du fortjener det
  • Være opmærksom på, hvor meget livet i virkeligheden byder på
  • Styrke din bevidsthed omkring dine reaktioner, din adfærd og følelser
  • Samle på kærligheds-oplevelser. Hele dagen.

 Vil du have hjælp til selvkærlighed og til at finde og fylde din indre kærlighedsbeholder?

Ring til mig

Jeg glæder mig til at høre fra dig. Ring på telefon 61 700 777 til en uforpligtende snak. Eller skriv til hello@christiane.nu

Hurra! Nyt e-kursus på gaden! Få succes med kærligheden. Nu og altid. Incl. de lækreste bonusser. Læs meget mere her!

 

Efterlad en kommentar