Skriv til: hello@christiane.nu eller ring til: 61 700 777

Hvem er ansvarlig for vores tillid?

Tillid.

Tillid og tillidsbrud er ofte et tema i parforhold, konflikter, usikkerhed og kærlighed.

Hvordan genopretter vi tilliden? Hvordan skaber vi tillid efter et svigt?

Vi tror at vi skal have fuld tillid før at vi kan være sårbare, ærlige og give os hen.

Måske er det omvendt?

Sexolog Christiane Meulengracht - ensomhed

Susanne og Carl

Carl var utro med en kollega. Til en julefrokost for 4 år siden. En kollega, som han arbejder relativt tæt sammen med. Stadig.

Susanne vil gerne have at Carl flytter afdeling eller skifter job, så hun ikke skal være bange for, at han er sammen med kollegaen igen til firmafester eller -udflugter. Hun følte sig dengang svigtet. Afvist. Fortvivlet og så meget i vildrede.

Hun mistede appetitten og havde slet ikke lyst til at lave noget. Hun blev handlingslammet og trist. Hvad nu? skreg hendes indre.

Hun vidste også godt, at deres parforhold dengang var i en periode, der ikke var den bedste. Faktisk gik det skidt. Hun følte at de var gledet fra hinanden og hun havde ærligt talt ikke særligt meget lyst til sex. Deres teenagebørn gav dem også udfordringer, så tit var stemningen i weekender og til middagsmaden dårlig. Det var også som om Carl flygtede ind i sit job og spillede rigtig meget badminton med sine venner dengang.

Carl har forsikret hende om, at det kommer ikke til at ske igen. Han har slet ikke lyst til at skifte job, selvom det er Susannes største ønske.

Susanne føler sig jaloux og hader den følelse i sig. Hun forsøger at dæmpe den og har lige siden hun faldt ud af utroskaben forsøgt at ændre på den måde hun er kone og kæreste på. Så det ikke kommer til at gå galt igen.

Hun er godt klar over, at Carl efterlyser et mere spændende sexliv. Oftere. Og nu har hun “taget sig sammen” og har besluttet at de skal have mere sex. Men indeni har hun slet ikke lyst og skælder sig selv ud for det. For hun har dårlig samvittighed. Var det hende, der drev ham ud i den der one-night stand? Hvis det da kun var det. Hvad nu hvis der er meget mere, som hun aldrig har opdaget?

Hver gang Carl arbejder sent eller skal til firma fest – eller endnu værre: rejser med kollegerne, får Susanne det skidt. Hun er bange for at blive bedraget igen. På trods af Carls forsikringer.

giv slip og kom ned i kroppen

 

Hvad kan Carl gøre for at genetablere tilliden?

Han kunne selvfølgelig skifte job. Men ville det virkelig hjælpe? Måske for en stund. Indtil Susanne opdager, at der også er søde kvindelige kolleger på den arbejdsplads. Og den opdagelse prikker til hendes oprindelige smertefulde og hjertesværende oplevelse af svigt, afsavn og afvisning.

Dertil kan Carl være oprigtig – dvs at være tro mod det han lover hende og tro mod sig selv.

 

Hvad kan Susanne gøre?

I terapien talte vi om at Susanne kan tage stilling til om hun VIL have tillid. Lige nu går hun rundt i et 4 år langt mentalt fængselsophold. Den energi hun bruger på at negligere sine egne følelser og på at forsøge at kontrollere at utroskaben ikke sker igen, kunne bruges til noget langt mere glædesfyldt. Hun fastholder sig selv i smerte i ufrihed.

Hvis vi ikke vil leve i tillid til hinanden – skal vi så være sammen?

Susanne indså også, at hun gør sig selv til at offer – både for utroskaben, men sandelig også for det der foregår inde i hende. Hun har valgt at få utroskaben til at handle om, at hun ikke er god nok. Hun svigter sig selv. Her kan Susanne se på, hvordan hun vælger at tolke, det der sker. Hun kan også tilgive sig selv.

Det er vigtigt at få set på gamle sår og svigt. Helt tilbage fra barndommen. For det er her vores mønster for at deale med svære følelsesmæssige udfordringer, grundlægges. Hvad prikker utroskaben til? Hvilke skamfulde og smertefulde oplevelser fra fortiden? Hvad får Susanne det til at betyde om hende? Hvordan påvirker det hendes selvværd?

Susanne kan også lære at anerkende sine egne følelser. Jalousi er en helt sund grundfølelse og vi kan selv vælge hvordan vi forvalter den. Vi kan bruge den som drivkraft. Den skam, der følger med jalousien og som Susanne mærker, handler om at hun ikke accepterer den del af sig selv. Føler sig forkert.

Sexlivet – eller mangel på samme – er blot et symptom på, at der er noget helt andet i parforholdet, der ikke fungerer. At samhørigheds-følelsen og oplevelsen af connection mellem Susanne og Carl er væk. At alt muligt andet – det praktiske og familien – er prioriteret højere end parforholdet. At sårbarheden og ærligheden er pakket væk. Muligvis til fordel for image og gøre det “rigtige”.

Intimiteten – ikke kun den fysiske del – men den mentale del, hvor vi står nøgne og blottede med alt hvad vi er overfor den anden –  kan vi arbejde med at opbygge.

 

 

Disconnection

Det øjeblik, vi begynder at undertrykke følelser, stemninger, intuitioner, ønsker og tanker af hensyn til stemningen i parforholdet, af hensyn til den andens følelse eller for ikke virke sær – eller føle sig skamfuld, fjerner vi os lidt fra hinaden. Lige så stille og langsomt. Allerede dér er vi ved at miste tilliden i parforholdet.

Hver lille og stor hemmelighed starter en mur mellem os.

Hver gang vi dækker over en sårbarhed, fjerner vi os lidt fra hinanden.

Hvis vi tror, at vi skal have tillid før vi giver os hen, kommer det aldrig til at ske. For det er bare en nedadgående spiral.

Dit liv din frihed

Ærlighed og accept

Vi skal turde at vove at være sårbare og hudløst ærlige – for at vi kan bygge en bristet tillid.

Både over for den anden, og i høj grad over for os selv.

Jeg vil også påstå, at det er svært at vælge det helt rigtige (fx skal jeg blive eller gå?) før vi er ærlige. Før vi har tilgivet os selv og accepterer os selv, er det svært at tilgive den anden fra hjertet.

 

 

Hvem – eller hvad –  bestemmer hvem vi har tillid til?

 

De fleste jeg møder, mener at det er den anden, der på en eller anden måde skal gøre sig fortjent til tillid.

 

Jeg tror ikke på, at vi kan have tillid til nogen, som vi ikke selv giver os lov til at have tillid til.

Med andre ord: du bestemmer, hvem du vil have tillid til.

Uanset hvem personen er eller gør.

Det starter hos dig selv.

Med erkendelse, med accept, tilgivelse og åbenhed.

 

Hvad kan vi gøre?

  1. Hvilket filter ser du verden igennem? Filteret bestemmer hvordan vi tolker det der sker omkring os. Eller rettere: hvad vi får andres handlinger til at betyde om os.
  2. Være nysgerrig. På egne reaktioner. På den måde vi kommunikerer på – både udadtil og til os selv. Bygger vi op og connecter – eller nedbryder vi?
  3. Tilgivelse. Du bestemmer hvem du vil tilgive. Husk at tilgivelse ikke handler om at sætte den anden fri, men om at sætte dig selv fri for gammelt nag og foragt, som fastholder dig i et fængsel af nag og i en kærligheds-distancerende tilstand.
  4. Ansvar. Hvad skal du selv tage ansvar for i situationen? Dine følelser og dine reaktioner er dit ansvar. Hvis du føler et tillidsbrud er det en invitation til at se på hvilke gamle sår af svigt og afvisning som det igangsætter.
  5. Din selvkærlighed. Hvem svigter dig allermest?
  6. Når du lader andres handlinger eller væremåde bestemme, hvad der foregår inde i dig, har du reelt overgivet kraften og styrepinden i dit liv til andre. Det kan du sagtens vælge at gøre, men hvis liv lever du så?

 

Manglende tillid og tillidsbrud er ofte et tema når vores nære relationer bliver smertefulde. Det er ofte noget af det, jeg arbejder med klienter med.

Det er bl.a. noget af det vi arbejder med på workshoppen Ligeværdige relationer den 5. marts. Se mere her

Allerkærligst,

Christiane

 

Parterapi og sexolog: Kærlighed med viljeChristiane Meulengracht
Specialist i Kærlighed med vilje og din lyst – forfatterinde til KÆRLIGHED med VILJE – Sådan fornyer du nærværet, lysten og intimiteten. 

Vil du have lysten og nærværet i dit parforhold igen?

Jeg hjælper kvinder og mænd med at skabe et nærværende, nydelsesfuldt og intimt parforhold, hvor begge føler sig set, hørt og forstået.

Vi føler os ofte alene når lysten til sex forvinder. Vi oplever både at blive svigtet og føler dårlig samvittighed. Og skam over ikke at slå til.

Vid, at der er intet galt med dig. Løsningen er aldrig ”bare at have mere sex”, eller at lave din partner om. Men om selvomsorg, selvkærlighed og at indse, hvor stor en kraft vi selv indeholder for at skabe det parforhold, vi i virkeligheden længes efter.

Jeg guider dig til at finde ægte nærvær, samhørighed og lyst i dit kærlighedsliv igen. Du lærer også at mestre de 4 trin til at transformere frustration til ansvar, action og accept. Som vil gøre, at du aldrig mere vil føle dig alene, svigtet eller ufri.

Ring til: 61 700 777
Skriv til: hello@christiane.nu
Kør til: Lille Evaldsvej 4, 3100 Hornbæk

Christiane Meulengracht er certificeret Life- og Businesscoach, Stresscoach, Sexolog, Shadow Facilitator, konfilktmægler og Enneagram Master. Arbejder til daglig som parterapeut og sexolog. Christiane holder foredrag om kærlighed, lyst, stress, skriver artikler og arbejder som terapeut for både par og enkeltpersoner, der ønsker mere lidenskab, passion og dybde i deres liv. Desuden er Christiane livsglad mor og kvinde.

Efterlad en kommentar