gtag('config', 'AW-804813261', );
Mit login  ·   Skriv til: hello@christiane.nu eller ring til: 61 700 777

Min kæreste kan ikke huske sidste gang vi havde sex….

Forkellige behov for sex

Behov: Jeg fik dette brev fra en mand i fyrrene. Om at der går for lang tid imellem sex.

Han elsker sin kæreste og er frustreret over deres tilsyneladende forskellige behov for sex og intimitet.

En klassisk situation for moderne par. Hverdagens arbejdspres slår simpelthen benene væk under lysten. Kvinder er verdensmestre i at planlægge og strukturere deres (og resten af familiens) hverdag, analysere og drage omsorg.

Når aktiviteten i hovedet er stor og bliver til bekymringer og kontrol, glemmer man at mærke sin krop, og så er det nemt at miste sin lyst, gnist og livsglæde.

Vi er velmenende, dejlige, kloge og ambitiøse kvinder, som forsøger at leve op til rollen som den gode mor, dejlige kæreste, medarbejder, chef, kollega, veninde, bonusmor og svigerdatter.

OG smører madpakker og rydder op inden vi går i seng.
Det liv er en effektiv lyst-dræber. Mange kvinder ender derfor i en negativ spiral, hvor de har svært ved at slippe kontrollen, bekymringerne og kalenderstyringen.

”Min kæreste kan ikke huske sidste gang vi havde sex… måtte minde hende om, at det var mere end 2 uger siden – og at det var LANGT fra mit behov. Så blev hun sgu sur – og sagde at lysten ikke kom på kommando og pr. uge. Bevares det ved jeg da godt, men med mit drive, bør der ikke gå mere end to dage før jeg får indfriet mit behov. Hvordan skal jeg stille mig i forhold til det? Må klare mig selv hver anden dag og vente på at hun er klar, finde et alternativ, stille mig til tåls, eller bare fokusere mindre på noget der fylder mig med frustration???”

Kære mand,

Det er en klassisk situation du står i.

Regn med at når du tænder spontant, så tager det din kæreste ca. 30 minutter at ”varme op”.

Der er nogle spørgsmål, som jeg synes er værd at overveje.

Kan I snakke om sex og lyst og hvad I hver især kan lide? Det er en virkelig vigtig forudsætning at kunne give udtryk for hvad I hver især kan lide. Hvad der tænder jer. Måske er du god til at udtrykke det, men savner at hun gør det? Giv udtryk for det. Giv udtryk for at du gerne vil gøre det godt for hende.

Hvornår giver hun slip og nyder det? Sandsynligvis nyder du det mere når hun giver helt slip. Tænk tilbage på hvornår det sidst skete. Hvad gjorde I i de sidste par timer før I kom dertil? Hvad gjorde du for hende? Havde du givet hende lidt mere opmærksomhed? Lyttet mere? Nusset lidt mere? Beundret hende mere? Hjulpet hende i huset? Givet hende en gave? Været romantiske, spist middag, blevet fulde? Eller noget helt andet? Måske er det en lille ting – måske er det mere komplekst.

Én ting er sikkert: det er et fælles projekt at have dejlig sex  til gensidig nydelse og tilfredsstillelse for begge. Og tit nok.

Sex starter længe før I når til sengen

Det, der er udfordringen er jo, at hvis ikke at kvaliteten eller kvantiteten er nok, vil sex – eller mangel på samme – blive et langt større issue og udfordring i parforholdet end når det fungerer.

Allerførst: der er intet ”quickfix” der virker fra i morgen og forever.

Lyst er forskellig fra person til person. Én ting er dog sikkert: det er en grunddrift. Som du selv har været inde på så tænker mænd på sex mange gange om dagen. Det behøver ikke være tilfældet for kvinder. Vi er nemlig usandsynligt gode til at putte sexen allernederst på agendaen, når vi har karriere etc etc at tænke på.

Måske har der i hendes opvækst også ligget en norm, der gav hende opfattelsen af at det at give slip er skamfuldt og ”billigt”. Så skal du arbejde lidt mere for sagen, for så er det ikke nemt for hende at give sig hen.

 

Kontrol er erotik-dræber

Hun er sikkert verdensmester i kontrol. Og så skal du regne med at det tager min. 30 minutter for hende at slippe den.

Og gerne længere. Men det kan foregå på mange måder. Berøring i hverdagen, lyt til hende (lad være med at fixe – lyt og anerkend), giv komplimenter, sig du savner hende, hjælp hende og giv hende små gaver, der viser at du tænker på hende (en blomst fra indkørslen, en sms midt på dagen der siger at du tænker på hende – det skal ikke være dyrt)

Når forelskelsen er dampet af, savner de fleste kvinder berøring, der ikke er optakt til sex og bekræftelse.

Vi vil gerne vide at vi er elsket og hvor dejlige, smukke, skønne, osv. vi er. I modsætning til mange mænd, bliver vi i tvivl om det stadig gælder hvis vi ikke bekræftes jævnligt. Mange af os tænder faktisk på at blive nusset og rørt på alle mulige andre steder end kønsdelene. På at få komplimenter.

Når vi taler om at tænde, er mænd tit er visuelle, mens kvinder er auditive og kinæstetiske. Derfor virker fx pornoblade bedre på mænd…

Chatter/sms’er I frækt? Deler fantasier? Det kan være god optakt til lir.

Vi kvinder har tit rigtigt mange ting i hovedet mens vi skal opretholde en vis form for kontrol. Så vi har også brug for at læsse af. Men sjældent fixes.

En mand kommer typisk kun frem med et problem når han ønsker en løsning. Sådan er vi ikke. Vi skal bare have det hele ud – alle de tusind tanker og bekymringer vi måtte have på en almindelig arbejdsdag. Vi vil gerne lyttes til, holdes om, anderkendes for hvem vi er og bekræftes. Ikke fixes. Kun når vi specifikt beder om en løsning.

Jeg kan stærkt anbefale de 5 kærlighedssprog.

Hvad er hendes kærlighedssprog? Hvad er dit?

Det er en god start. I kan begge tage testen, hvis I synes. Det kan være udgangspunktet for en snak om præferencer.

http://www.5lovelanguages.com/

Kærlig hilsen
Christiane

Christiane Meulengracht er uddannet Sexolog, Parterapeut, Coach og Enneagram Master med speciale i kvinder, livsglæde og lyst. Parforhold og stress. Christiane holder foredrag i virksomheder om stress, skriver artikler og arbejder som terapeut for både par og enkeltpersoner, der ønsker mere lidenskab, passion og dybde i deres liv. Desuden er Christiane livsglad kæreste, mor og kvinde.

Blogger om sex, lyst og moderne parforhold på www.christiane.nu
Christiane kan kontaktes på hello@christiane.nu eller telefon 61 700 777.

Hvis du gerne vil læse mere om Christianes rejse i at finde lysten, så læs med her: LYST

Christiane kan kontaktes på hello@christiane.nu  – eller læs mere om kontakt og priser for sessioner her

 

 

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.