);
Skriv til: hello@christiane.nu eller ring til: 61 700 777

Er I blevet sammen for børnenes skyld?

Det er en smuk tanke. At vi gør noget for de uskyldsrene børn. Bliver sammen med en partner, vi ellers ville lade os skille fra. Og der kan ligge en lille smule opofrelse mellem linierne.

 

Vi bliver sammmen for børnenes skyld

Det er på mange måder et slidt udtryk og samtidig verdens bedste forklaring. Sig, at du gør noget for børnenes skyld, og ingen stiller flere spørgsmål.

 

Min mand og jeg holder fx jul mest for børnenes skyld. Hvert andet år, når de er hos deres andre forældre, rejser vi eller spiser ude. Det holder vi meget af. Vi har endnu ikke ofret os så meget at vi er taget i Lalandia for børnenes skyld. Men jeg er sikker på, at du forstår hvad jeg mener.

 

I mit virke, er der særligt én ting, som voksne gør for børnenes skyld. I min optik en misforstået hensyntagen. En god gammeldags bjørnetjeneste.

 

Dét er, når vores parforhold i virkeligheden er faldet fra hinanden og vi har erkendt at vi aldrig bliver de kærester, som vi engang var – at vi nu lever i høflig sameksistens – og vi vælger at blive sammen for børnenes skyld.

Det er en nobel tanke.

Intentionen er prisværdig og kærlig.

Desværre er det misforstået.

 

Børn ønsker sig glade forældre og et hjem med tryghed og ro.

 

De har også en skarp bullshit-detektor – også selvom de ikke har ordforrådet til at tale om det.

Børn gennemskuer instinktivt når vi lader som om alt er ok, mens det klinger hult inden i os. Og når der er uoverensstemmelse mellem det, vi prøver at udtrykke og det, vi ubevidst udstråler, skaber det utryghed.

Børn har bedst af at mærke vores ægte, indre ro.

 

Det er også sjældent, at forældre, der bliver sammen for børnenes skyld, er specielt lykkelige.

Selvom vi ville gå i døden for vores børn, er der en vis risiko for, at vi vil ende med at blive bitre og indestængte over, at vi ikke lever et liv i integritet. Et liv hvor vi er tro mod os selv og samtidig i respekt for andre.

 

Dine børn trives ikke mere end du gør

 

Jeres børns oplevelse af glæde, ro og liv kan aldrig blive mere end det, I, de voksne, som bærer ansvaret for kvaliteten af relationen, tilfører hjemmet. Den eneste forskel er, at de har mindre erfaring med, hvordan det ellers kunne føles at være en familie.

 

Gør det, der gør dig glad. Det, der skaber balance og bobler inde i dig. For din skyld. Og for børnenes skyld.

Du kan ikke lære dem noget, som du ikke mestrer. Hvad lærer du dem lige nu?

 

Allerkærligst,

Christiane

 

Parforhold der holder

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.