gtag('js', new Date()); gtag('config', 'AW-804813261', );
Mit login  ·   Skriv til: hello@christiane.nu eller ring til: 61 700 777

Er jeg sammen med den rette? – Del 1

Et vel provokerende spørgsmål. Ikke desto mindre et, som vi er mange der har stillet os selv. På forskellige tidspunkter i livet.

I denne artikel kan du læse om noget af det der er allersværest for os i øjeblikket: når parforholdet er blevet mere af praktisk karakter end lidenskabeligt og hvad du kan gøre. I næste uge skriver jeg om tvivlen når vi dater. Når vi møder ham eller hende, der kunne være “kæreste-potentiale”. Hvordan afgør vi det?

Kærlighed og hverdag

For hvordan ved vi at vi er sammen med den rette?  Jeg føler at jeg er det lige nu. Men jeg kan jo ikke love at jeg føler det samme om 10-20-30 år. Jeg har intentionen. Det er det bedste jeg kan gøre. For min kæreste og jeg deler værdier, vi deler egenskaber og vi er åbne om vores behov, længsler og følelser. Vi oplever at vi glæder os hver dag til at være sammen. Eftersom både han og jeg har været gift før er vi begge meget opmærksomme på ikke at falde i fælden med at hverdagen bliver til grå leverpostej. Men vi skulle blive midt i fyrrene før vi befinder os i et forhold, hvor begge har de indsigter og formår at gøre noget ved det. Jeg har selv været i et ægteskab som endte med at bære mere præg af at være et praktisk arbejdsfælleskab end intens samhørighed, begær og dyb kærlighed. Hvor vi bevægede os væk fra hinanden som årene gik. Hvor indtoget af børn ændrede karakteren af vores forhold radikalt. Jeg ved at sådan er det i mange børnefamilier. Og havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag, havde jeg været i stand til at gøre noget ved det.

Er du sammen med det rette?

Jeg møder flere og flere som siger at de er sammen med deres partner eller ægtefælle for børnenes skyld. Hmmmm. Interessant. Fra flere vinkler.

Den rette partner

Den rette partner?

Dels fordi vi i dag sætter børnene så højt at vi ofrer vore egen lykke for det, vi tror gør dem lykkelige?

Dels fordi vi er rolle modeller for vores børn. Så når vi vælger at nøjes med middelmådighed viser dem at det er sådan at være Mor og Far. At vi ikke er mere værd? At vi ikke selv tager ansvar for vores eget liv og lykke? At et parforhold handler om praktik, logistik, madpakker og at få skemaerne til at gå op?

Nu skal ovenstående ikke betragtes som en opfordring til at tage sit gode tøj og gå. Tværtimod. Jeg er mere interesseret i at vi rent faktisk finder ud af hvad det er vi søger i vores parforhold. Hvilke behov forventer vi at vores parforhold opfylder? Hvorfor vi nøjes med middelmådighed fremfor rent faktisk at tage ansvar for at finde den den glæde og lykke som var årsagen til, at vi fik børn sammen?

Hvad er det du savner i parforholdet?

Det er ikke usædvanligt at det mænd savner i parforholdet i dag er sex/intimitet, respekt og kærestetid fra hende. Hun savner mere tid, mere støtte og en “rigtig” mand. Og for ufatteligt mange par gælder, at de børn, der skulle bringe så meget lykke har ændret naturen af deres parforhold så radikalt, så der ikke er meget kæresteri over det længere. Samtalerne bliver i højere grad af praktisk karakter og fyldt med meninger. Vi har travlt med logistik, vores karriere, sociale medier og glemmer at lytte til og rumme den anden. Sådan kan man leve i mange år. Med fyldt kalender. Så behøver vi nemlig ikke at mærke det følelsesmæssige tomrum der opstår.

Nogen bliver über kontrol freaks, andre kaster sig over endnu større præstationer – andre igen tilpasser sig, så der er fred i lejren. Så søger vi kompensation for den manglende nærhed og opmærksomhed. Kvinderne er på Facebook, sammen med veninderne, indretter et Bo Bedre hjem eller sætter børnene på en piedestal. Eller det hele. Mændene søger at genfinde deres maskulinitet i præstationer og integritet på jobbet eller på landevejscyklen, hvor han kan opnå succes og få lov til at nørde med kammaraterne. I yderste konsekvens bliver stressede og deprimerede af den livsstil vi fører.

Hvad er det, der gør at vi lader det komme dertil? At vi pludselig befinder os i en situation hvor vi er så langt væk fra vores partner at de svære samtaler pludselige er blevet MEGA svære? Faktisk så svære at vi undlader at tage dem? At vi bliver sammen “for børnenes skyld”.

Hvem fylder din kærlighedsbeholder?

Det er så nemt at synes at det er den andens opgave at fylde vores kærlighedsbeholder. Den anden burde gør sådan og sådan. Så ser vi kun verden igennem vores øjne. Men verden ser ud på 6 milliarder forskellige måder. For hvert sæt øjne ser verden forskelligt. Også din partner.

Vi lever i en præstationstid. Altså en tid hvor andres meninger tæller. Hvor vi skal præstere.  Hvor det konstante flow af information overvælder os. Vi er udfordret som aldrig før i at skulle sortere og prioritere i alle de dagelige indtryk vi får. Nu er det ikke nok med en 5 km’s løbetur – nu er det triathlon. Vi bager ikke en sandkage længere. Nu er det en Mette Blomsterberg creation med frysetørrede bær og udstukket med de der fine forme. Lille Anton går ikke bare til fodbold en gang om ugen. Nej – han går 3 gange om ugen og turneringer hver 2. weekend. Vi håber på at han bliver udtaget til førsteholdet.

Jeg kan blive ved.

Find lykken

Faktum er, at du aldrig kan blive lykkelig med en partner hvis du ikke er lykkelig over at være dig! Du har selv ansvar for at fylde din kærlighedsbeholder. Du har selv ansvar for at skabe dig det liv og parforhold du ønsker.

Der findes nogle helt basale “Jeg bliver mere lykkelig” øvelser. Dem finder du her.

Derudover handler det om at have mod til at udtrykke dine behov, længsler og drømme. Det kan virke svært. Og derfor er det nemmere at undgå og lade tingene stå til. Men det bliver du ikke lykkeligere af. Du bliver kun lykkeligere af at selv tage ansvar for at skabe det liv sammen med din partner som gør dig glad. For glæde smitter.

Vi bruger så meget energi på at være ovre i den anden. Tænke på hvad den anden burde gøre, hvad den anden synes, om den anden er glad etc etc. Det skal stoppe. Vær i dig selv. Vær taknemmelig over alt det gode i dit liv. Gør dig glad. Vælg at være glad. Vær ærlig overfor dig selv. Vær modig. Lyt til din partner. Hav mod og nysgerrighed til at spørge hende/ham om hvilke følelser og behov og drømme hun eller han har. Husk at den der har følelsen har “lorten”. At verden er som verden er. Det er op til dig hvordan du vælger at reagere. At når du rummer din partner, vokser kærligheden.

Et af mine favoritcitater er af Albert Einstein: “Livet kan leves på to måder. Som om ingenting er et mirakel og som om alting er et mirakel.”

Jeg kan hjælpe dig videre. Det er derfor jeg er her. Min mission er mere glæde og kærlighed på jord. Det lyder så storslået. Det starter lige her – hos os selv. Se priser og kontakt lige her.

Jeg vil også gerne høre fra dig om ris og ros til artiklen her, om dine synspunkter og om dine tanker, udfordringer og uforløste behov.

Hav en skøn dag!

Christiane Meulengracht, coach, parterapeut og foredragsholder

Christiane Meulengracht, coach, parterapeut og foredragsholder

Kærligst,

Christiane

Christiane Meulengracht er uddannet Sexolog, Parterapeut, Coach og Enneagram Master med speciale i kvinder, livsglæde og lyst. Parforhold og stress. Christiane holder foredrag for virksomheder om stress, skriver artikler og arbejder som terapeut for både par og enkeltpersoner, der ønsker mere lidenskab, passion og dybde i deres liv. Desuden er Christiane livsglad kæreste, mor og kvinde.

Blogger om sex, lyst og moderne parforhold på www.christiane.nu
Christiane kan kontaktes på hello@christiane.nu eller telefon 61 700 777.

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.