Mærk igen dine Feminine sider og nyd det. Parterapeut og sexolog Christiane Meulengracht

 

I dag vil jeg fortælle lidt om en problemstilling eller udfordring, som jeg ofte møder i min praksis.

 

Den handler kort sagt om, når en kvinde er blevet “mor” for sin mand.

Dét er der nok ikke mange, der har lyst til at indrømme.

Ikke desto mindre, er det et ret almindeligt fænomen i vores kultur i dag.

 

Som regel kommer det til udtryk som manglende sexlyst.

 

Begge føler sig måske overbebyrdet og føler at de står med ansvaret for noget fælles, som der ikke sættes pris på. Begge føler måske, at kommunikationen er svær.

 

Når vi får dykket lidt ned i det, ligger der en dyne af bebrejdelser og mere eller mindre indirekte kritik af hinanden. Det bliver tydeligt, at der ligger en ubalance i det maskuline og det feminine.

 

Måske har den altid været der, men dengang parret var forelskede, var sexen og kommunikationen stort set problemfri. Problemernes tydelighed kommer først rigtig til udtryk nu her – flere år efter og efter, at der er kommet børn ind i billedet.

 

Fordi det er ikke sexet at gå i seng med sin søn – eller sin mor.

 

For at have adgang til vores nydelsesfulde liderlighed og lyst, skal vi tillade os selv at give os hen.

At komme ned i kroppen og slippe kontrollen. At slippe alt om todo-lister, gøremål og frygten for kroppens lyde, væsker og lugte.

 

Men hvis vi som kvinder har svært ved at føle, at den mand, vi nu en gang er sammen med, er “stærk” nok til at varetage vores inderste sårbarhed, risikerer vi at lukke ned. Gøre os hårde (men tror tit, at vi er stærke). Nogle gange foregår det her ubevidst. Og først når vi godt og grundigt har lukket af for følelserne, opdager vi den distance, der er opstået mellem os.

 

Vi er i forvejen utrolig gode til at bringe det maskuline i spil på vores arbejde. Målrettethed, disciplin, kontrol, integritet, lederskab og meget andet godt. Og det tjener os godt på jobbet.

 

Men hvis begæret og respekten i parforholdet skal bestå, har vi brug for polaritet. Altså at vi ER forskellige. At den ene får plads til at være den maskuline og den anden den feminine. Hvis vi er to, der kæmper om den maskuline plads (kort sagt om at sætte retningen og være den førende/”stærkeste” i parforholdet), ender vi med det, jeg kalder unisex. Og unisex = ingen sex.

 

Vi ender med at kede os. Og måske synes vi, at ham vi deler seng med, er lidt af en vatnisse. Mister egentlig respekten. Måske kommer vi endda også til at opsøge mere spændende og maskuline mænd uden for ægteskabet.

 

Som en lille ekstrabemærkning kan jeg tilføje, at det giver os stress på celleplan, når vi fornægter vores feminine sider.

Og ja – vi kan stadig godt være i den maskuline energi når det tjener os godt.

 

 

Hvad betyder det at være feminin?

 

✔ Det betyder at være åben

✔ At kunne tage i mod

✔ At tillade sig at være sårbar (ja – det er meget stærkt)

✔ At tillade kærligheden

✔ At give plads til, at den anden kan være maskulin og turde give dig hen til, at det er ham der fører. Tænk på at danse.

✔ At mærke sin krop, lyst og glæde

✔ At turde tage ejerskab for sine egne følelser og vide, hvad de giver os

 

Misforståelser om det feminine

– At det er svagt

– At det er billigt

– Uselvstændigt

– Mindreværdigt

– Naivt

– [find selv på flere]

 

Hvad er gaven i at gribe din feminine essens?

– At du giver plads til flere sider af dig

– At du kan slippe kontrollen uden frygt

– At du bliver i stand til at give dig hen og dermed skabe et mere nærværende parforhold

– At du kan slippe stress og bedre hvile i dig selv

– At du giver plads til din sensualitet og seksualitet med glæde og varme

– At du kan åbne dig for en ny ro og lethed i dit liv

– At du får adgang til frit at vælge mellem din indre maskulinitet og femininitet

 

Og sagt på allerkærligste vis: Hvad venter du på?

 

Allerkærligst,

Christiane

2 Comments

  1. Eva Nielson den 3. januar 2018 kl. 20:58

    Hej Christiane, holder i sådan nogle workshop i nærheden af Århus eller online forløb? Det er bare lige det jeg har ledt efter men bor desværre for langt væk. Tak for svar. Hilsen Eva

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.