Flere skilsmisser pga Corona? Nej, det tror jeg ikke.

 

Efter flere ugers coronakrise, som har vendt op og ned på hverdagen, venter nu en mindst ligeså utraditionel corona-påskeferie rundt om hjørnet, som for mange parforhold kan blive en særligt stor udfordring. Men der kommer ikke flere skilsmisser pga Corona.

 

De fleste af os er efterhånden ved at vænne os til den nye corona-hverdag, og mange har måske tilmed oplevet, hvordan de seneste ugers lockdown har tæret ekstra på energien og overskuddet i parforholdet og familien. Der tales om corona-babyer og flere skilsmisser – som også jeg har nævnt i et interview til Jyllandsposten . 

 

Den gængse opfattelse er, at det er nemt at blive skilt. For nemt.

 

Men en skilsmisse eller brud i familien er ingen nem beslutning.

 

For de par, der i forvejen er udfordret i kærligheden og hvor overvejelserne om eventuelt brud eller skilsmisse kommer den beslutning faretruende tæt på i en tid som denne, som for mange har givet en ekstra belastning for hjemmelivet.

 

Men en skilsmisse eller et brud i en familie er ikke en beslutning, der tages på 14 dage eller 1 måned. Den er ofte 2-5 år undervejs. Mindst.

 

Der er gået mange ulykkelige måneder og år i forvejen. Gentagne overvejelser om børnenes trivsel og det at slutte et parforhold, hvor der også har været mange drømme og glæder.

 

Vi går nu en påskeferie i møde, hvor stort set alle de mulige ydre distraktioner bliver skåret væk. Det kan for kriseramte parforhold sætte konflikterne på spidsen.

 

Vi kan ikke ’flygte’ ind i de vanlige aktiviteter eller få lidt ny energi fra samværet til den årlige påskefrokost. De gode serier på Netflix har vi set og vi er ved at brække os i nybagt kage. Alle brætspil er spillet med børnene, puslespillene er lagt og vi véd nøjagtig hvilke brikker der mangler hvor. Vi står som par og familie overfor at skulle aktivere os selv og hinanden fra det øjeblik, vi står op til vi går i seng.

 

Det kommer til at fremskynde de skilsmisser, der måske var sket alligevel.

 

Jeg har fået flere henvendelser end nogensinde fra ulykkelige mennesker, der er i tvivl om de skal blive eller gå.

Mennesker, som i årevis har levet i parforhold, der har været præget af manglende nærvær, en kommunikation primært er af praktisk karakter og når de endelig forsøger at indlade sig på at tale om “os to”, er det som oftest endt i skænderi eller at én trækker sig.

 

Kort sagt, bliver de begge uforløst – og ikke meget er blevet bedre.

 

Men de har fortsat med at kæmpe. For børnenes skyld. For omgivelsernes skyld. For partnerens skyld. Eller fordi alternativet føles uoverskueligt og langt værre.

Med 14 dage op og ned af hinanden ser alternativet måske ikke længere så slemt ud. Selvom det betyder farvel til langt mere end en ægtefælle: Det føles for mange som et nederlag – en fiasko.

Tænk at være hende eller ham, der ikke kunne få det til holde. Det er også farvel til en drøm, som vi har bygget op over mange år og ikke mindst til en identitet som forælder i kernefamilien.

 

Det mest ulykkelige

 

Det ulykkelige ligger endnu mere i, at disse par ofte kæmper den forkerte kamp.

 

Kampen kommer alt for ofte til at handle om partnerens fejl og mangler og om alle de gange vi har følt os svigtet og afvist. Det kommer tit til at handle om, hvem der er skyld i den følelsesmæssige misere.

Også på et subtilt plan. Det giver os skyldfølelse og trækker os ned i følelsesmæssigt kviksand.

Det er ærgerligt at vi ikke ser det tidligere, for så længe vi er fastlåst i et narrativ om, hvem der gør hvad forkert, hvornår og hvorfor, lukker vi for alle løsningsmuligheder.

 

Den ægte kamp forgår indeni

 

Når jeg spørger ind til det, erkender langt de fleste, at de ikke bliver skilt fordi de ikke bryder sig om partneren, men fordi de ikke bryder sig om den person som de selv er blevet i denne relation.

Men nu er det måske kommet for langt. Point of no return er passeret.  Den forkerte kamp, der kun skaber mere afstand mellem parret og skader mere end den gavner, har varet for længe og der har været for mange dybe uhelbredelige sår.

 

Vi savner den vi var

Fordi de – næsten umærkeligt langsomt – har pakket de lette, sprudlende, skøre og lattermilde sider af sig selv væk. De sider, der tillader boblende spontanitet, udtrykt løssluppenhed og en autentisk sårbarhed.

Og alle de andre, som vi oplevede tidligere i mødet med vores elskede.

 

I stedet er vi blevet til kontrollerede  “bør og skal” mennesker med begrænsninger. Vi har ganske enkelt negligeret sider af os selv.

Den kamp, som vi skal kæmpe er ikke mod partneren (uanset om vi skilles eller ej) – det er mod de gamle ubevidste selv-beskyttelses mekanismer som vi har fået med hjemmefra.

Som nu afholder os fra at leve det liv, som giver plads til alle sider af os i vores kærlighedsrelation.

Tragedien ligger i, at det ikke er partneren, der gør det her mod os – det er os selv der gør det mod os.

 

Vil du gerne igennem skilsmissen bedst muligt?

 

Kontakt mig på hello@christiane.nu eller på tlf 61 700 777.

 

Alternativt kan du være med i min medlemsklub, som netop handler om hvordan du er dig selv tro og elsker med bevidsthed

 

Krisen i Kærlighed og parforhold? Klubben for dig, som vil have det kærlighedsliv, som du drømmer om

 

Allerkærligst, 

Christiane

PS: vil du læse mere om hvad godt vi kan gøre for os selv og kærligheden her i corona tider?

Alle interviews med Christiane finde du her >>

1 Comment

  1. Henrik V Blunck den 5. april 2020 kl. 5:14

    Det er gode råd du giver læserne. Det er yderst vigtigt for særligt dem, hvor forholdet knager, at de vurderer relationen med stor ærlighed. Det KAN være et tegn på, der skal ske en forandring, hvis en periode med en partner er SÅ belastende. Dette uanset om I efterfølgende vælger at blive sammen, eller I går henimod en skilsmisse.

    Jeg kan SÅ godt lide, du siger: ”Det er ingen nem beslutning – også selvom nogen mener at det er for nemt at blive skilt. Der er gået mange ulykkelige måneder og år i forvejen. Mange overvejelser om børnenes trivsel og det at slutte et parforhold, hvor der også har været mange drømme og glæder. Udfordringen i mange parforhold er ofte to: At de kæmper den forkerte kamp og at de opsøger hjælp for sent” Siger parterapeuten

    Det KAN godt være, at mange mener udgangspunktet bør være, at blive sammen – men det er samtidig også kortsigtet, hvis ANDRE tror de skal bestemme hvad folk vælger. Jeg er nemlig SÅ træt af de folk, der med semireligiøse undertoner taler om det skulle være for nemt at blive skilt. Politikerne indfører en ‘tænkepause’ magen til det, vi tidligere kendte som separation, og jeg mener egentlig det er en desavouering af voksne mennesker, der NEMLIG lige præcis HAR OVERVEJET DET I MÅNEDSVIS før de når den konklusion. Det bør være således, at folk SELV vælger om plasteret skal hives af på den smertefulde eller på den hurtige måde, for at bruge et billede. 🙂

    Selvom nogle terapeuter hader jeg siger det ligeud, så må man aldrig begå den fejl at tro, der kommer mindre omsætning i ens terapibusiness, bare fordi man siger, at terapi ikke er for alle. Der er forhold, der er kørt SÅ skævt SÅ længe, at der kun er en vej. Det er netop, som du siger, fordi “de opsøger hjælp for sent”…

    Tak for et spændende blogindlæg, og god Påske forude.

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.