Parterapeut og sexolog Christiane Meulengracht. Forstå din partner. Styrk dit parforhold. Ud af konflikt

 

Du behøver ikke forstå din partner, hvis du vælger accept

Én af mine kæpheste er, at hvis vi vil indgå i betingelsesløse kærlighedsforhold, hvor vi kan leve og dyrke den dybe kærlighed, der giver os oplevelsen af fælleskab og samhørighed, må vi acceptere.

Vi tror ofte, at vi skal forstå hinanden for at acceptere forskellige synspunkter og holdninger. Adfærd og væremåder. Men det behøver vi slet ikke. Vi kan blot vælge at acceptere.

Alt for tit lander vores parforhold et sted, hvor vi kritiserer hinanden for forskellighed. Det kunne være måden vi håndterer børnene på, vores grænse for rengøring og oprydning, vores ønske og initiativ til intimitet. Eller fx. vores evne til at udtrykke vores følelser og indgå i sårbare samtaler. Blot for at nævne noget.

Tænk, hvis den forskellighed i stedet blev en styrke?

Accept er et valg. Og du kan tage det nu.

 

Hvad handler accept i virkeligheden om?

At vi blot skal acceptere alt?

Nej. Men vi gør os selv en kæmpe tjeneste ved at acceptere alt det, der er uden for vores indflydelse. At slippe bekymringerne, brokken over alt det, som vi ikke kan styre. Det gælder ikke kun vejret – men i høj grad andre mennesker.

Fortiden.

Ydre omstændigheder.

Hvad Trump og Putin finder på.

Vejret

Hvad folk poster på de sociale medier.

Vores egne følelser.

Accept af vores egne grænser.

Accept af, at din partner har det anderledes end dig.

Accept af, at din partner gør tingene på en anden måde end dig

Accept af, at I har forskellige behov og ønsker.

Accept af, at du har godt af at slippe kontrollen

 

Parterapeut Christiane Meulengracht - forstå din partner - konfliktfri

 

Du får frihed

Der er en enorm forløsning og energi at hente i at acceptere det som er (som vi ikke kan ændre på).

At vi kan ikke ændre på fortiden. Eller fakta. Vi har derimod al mulighed for at forme fremtiden. Og at det som er lige nu er som det er. Vi må acceptere at alt det, som er uden for vores rækkevidde, har vi ingen indflydelse over.

 

At påtage os ejerskabet for at give vores liv mening, er at være parat til at sige JA til at acceptere livet med alt hvad det indebærer.

 

Først og fremmest må vi sande, at vi kan ikke ændre på andre mennesker. Not gonna happen.

 

Når vi for alvor accepterer, at de er som de er, bliver livet på magisk vis nemmere.

 

Accept handler ikke om billigelse af alt hvad der er sket, fx. utroskab og svigt, – eller at det andre gør er acceptabelt (fx. overgreb eller aggression) – men at acceptere hvad vi rent faktisk kan handle på, hvis vi ønsker det.

Og acceptere alt det vi ikke kan eller skal handle på.

Vi kan ønske at handle på terrorangreb i Frankrig, men det er os måske ikke muligt, hvis vi ikke er en del af et internationalt terror-forebyggelses netværk. .

Vi kan brokke os over ting på vores arbejdsplads, eller ønske at ændre vores jobsituation og dét er os nok muligt.

 

Vi kan brokke os over vores kæreste, men tro mig, det bringer dig ikke tættere på kærligheden.

 

I stedet handler det om at acceptere forskellighed og bede om det du længes efter.

Er vi havnet i et voldeligt forhold, handler det om at acceptere, at vi har muligheden for at gå.

 

Betingelsesløs kærlighed

Vi kommer kun til betingelsesløs kærlighed og troskab når vi accepterer alle sider af os selv. Alt det indre og alt det ydre. Vores følelser, tanker, egenskaber og evner.

For når vi accepterer os selv og bliver vores egen bedste ven, bliver det meget nemmere at indgå i betingelsesløse kærlighedsforhold. For når vi holder op med at dømme os selv, holder vi også op med at dømme andre. Vi træner vores rummelighed og accepten af forskellighed.

Accepten handler også om at tage ejerskabet og ansvaret for vores eget liv. At træde ud at være ofre for hvad andre gør eller siger.

 

De smertefulde følelser

Noget af det, vi måske bruger allermest energi på her i livet er at flygte fra, undgå eller undertrykke smertefulde følelser. Det kunne være sorg, skuffelse eller magtesløshed.

I virkeligheden er det kampen for at fjerne smerten, mere end det er følelsen selv, der er svær.

Det øjeblik vi anerkender, hvilken følelse vi har – uden at dømme den – kan vi gå over i accept. Accepten leder til at vi kan slippe.

Det kan lyde omstændigt her på skrift, men i virkeligheden tager det få nanosekunder når vi har øvet os lidt.

 

Til refleksion

  • Hvad i dit liv er uden for din indflydelse?
  • Hvad skal du acceptere er, som det er?
  • Hvis handlinger skal du acceptere er, som de er?
  • Hvem skal du acceptere, at du ikke kan lave om på?
  • Hvad skal du acceptere, at du selv er ansvarlig for i dit liv (og dermed træde ud af offerrollen?)
  • Hvilke sider af dig selv skal du slutte med at dømme og istedet acceptere og elske?
  • Hvilke sider af din kæreste (eller eks) dømmer du?
  • Hvilken frihed ville du opnå ved at slippe dommene?

 

Accept er blot ét element i at håndtere konflikter på en konstruktiv frem for destruktiv måde. 

Er konflikt en drænende del af dit liv?

Du kan lære at træde ud af de konflikter, der ikke giver mening. Du kan også lære at bruge konflikter konstruktivt. Således at konflikter bygger relationer op og ikke nedbryder. Du kan lære at indgå i konflikt uden frygt fordi du ved at du kan håndtere dem og bruge hvert konfliktfuldt møde til at udvikle dig.

Dét får du adgang til ved at klikke her

 

Allerkærligst, 

Christiane

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.