gtag('config', 'AW-804813261', );
Skip to content
Mit login  ·   Skriv til: hello@christiane.nu eller ring til: 61 700 777

Manden i dit liv. Om kvinder, stress og parforhold

Hvem er manden i dit liv?

Om kvinder, stress og parforhold. 

Dette er et kapitel fra en bog, jeg startede på i 2015 om gaven i det feminine. Den er lang og personlig (ca. 13 minutters læsning). 

Jeg fik lyst til at dele den med dig.  

Manden i dit liv

Hver dag, både i min praksis og i min hverdag, møder jeg dejlige, højtuddannede, velfungerende kvinder, der lægger vægt på karriere, på deres børns velbefindende, på sundhed, på udstråling og på at være i gang. Kvinder der på mange måder har det ”gode” liv.

Det er også kvinder, der opsøger mig fordi der er noget i deres liv, der ikke fungerer. Nemlig kærligheden. Romantiske relationer. Enten noget i hendes parforhold eller hvis hun er single, finder hun det svært at finde en kæreste.

Og det er ikke mærkeligt, for jeg har selv været der. Dér hvor parforholdet var svært. Dér hvor lysten svigter. Der hvor tvivlen på ham, os og mig selv nager. Dér hvor jeg mistede mig selv. I stress. I frustration og afmagt.

Jeg havde det hele. Eller havde jeg?

 

Jeg mødte min første mand da jeg var 26. Jeg forelskede mig i hans jordbundenhed, hans rolighed og hans humor. Egentlig syntes jeg at det var en kliché at sige ”Han fik mig til at grine” når folk spurgte hvordan vi blev forelskede. Men det var rigtigt og det var vigtigt. For mig. Han faldt for den stærke, sjove festpige.

 

11 år senere sagde jeg mit gode job som HR partner i Coloplast op. Det gjorde jeg fordi vi  havde etableret et lille vin-importfirma et par år tidligere. En såkaldt garagevinimport. Det gik godt. Vi havde etableret en ganske hjemme-designet hjemmeside, solgte vin hver eneste uge og holdt vinforedrag i forskellige vinklubber. Det var stort for os. Det eneste var bare, at vi begge havde fuldtidsjobs og stod der med to små børn på hhv. 3 og 1 år.

 

I vores optik gav det mening at vi enten lukkede vores lille hobbyvirksomhed eller gjorde den professionel. Jeg kan huske at jeg tænkte at det her var en af livet store muligheder. Jeg valgte at sige mit job op. Dels fordi jeg kunne få mere fleksibilitet med børnene, men i høj grad også fordi jeg vidste at jeg som 80-årig ville komme til at fortryde hvis jeg ikke prøvede at være selvstændig.

Jeg var dygtig

 

Jeg var god til at være selvstændig. Jeg havde selvdisciplin, jeg var flittig, arbejdsom, opsøgende og hele tiden i gang. Præcis som jeg har lært hjemme. Yde før nyde. At man skal arbejde hårdt for succes og gøre sig fortjent til det. At der skal handles. Så var jeg i gang.

Vores lille virksomhed var også vores barn. Min mand og jeg sad mange aftener over et glas vin – i embeds medfør, naturligvis  – og var højt kreative. Der var ingen ende på de gode ideer vi sammen fik.

Jeg husker sommeraftener, hvor vi sad på terrassen under halvtaget og udviklede ideer, strategier og talte om drømme alt imens vi nød noget af den vin fra vores utallige rejser og mindes. Det var en eufori. Det var SÅ fedt. Vi var lykkelige dér.

Selvstændig

 

”At være selvstændig er ingen dans på roser”. Den sætning har jeg med hjemmefra, hvor min far var selvstændig hele livet. Jeg arbejdede og arbejdede og arbejdede. På et tidspunkt var mit arbejde det første jeg tænkte på når jeg slog øjnene op og det sidste jeg tænkte på før jeg faldt i søvn.

 

Jeg var direktøren, salgschefen, kundeservicemedarbejder, web-redaktør, indkøber, pakker, logistikchef og alt det andet. Jeg fik succes med min lille virksomhed. Jeg var nemlig god til at give den hele armen foran computeren, i pakkeriet og når jeg holdt foredrag. Alt imens jeg også havde en familie at være en del af.

 

Udadtil havde vi det hele. Et stort hus tæt på skov og strand, egen virksomhed og min mand sit gode job. Vi fik succes og anerkendelse. To kønne, velfungerende børn uden diagnoser. Vi rejste på sommerferie til Sydfrankrig til sol, strand, riviera og kan du høre cikaderne? Vi holdt de behørige middage for venner og familie – ikke mindst børnefødselsdage med skattejagter, lagkager og slikposer. For ikke at tale om de hyggelige parmiddage med mad, vi havde arbejdet på i to dage.

Min hemmelighed

 

I al hemmelighed drømte jeg om at holde 14 dage fri – eller bare en uge – fra familien. Så jeg kunne komme til bunds i mit arbejde. Jeg ville egentlig gerne holde fri fra det hele. Men følte mig bundet på hænder og fødder.

 

I julen 2011 kunne jeg mønstre tre fuldtidsansatte og ca. 10 sæsonansatte. Julen var vores absolutte højtid. Siden starten var vi flyttet til større lokaler, vi havde ansatte, vi havde skiftet til ”finere” selskabsform, vi havde opkøbt en anden webshop og havde nu ikke vin alene, men også luksuschokolade, firmagaver og legetøj, som vi solgte fra tre forskellige websites.

 

Vi lagerførte og pakkede selv, og mit mantra var at vi skulle levere Danmarks bedste kundeservice. Jeg ville have, at kundernes serviceoplevelse skulle være mindst lige så personlig som når de handlede i en fysisk butik. Jeg satte høje krav.

 

Jeg var den der stod for al firmasalg. Den jul udarbejdede jeg ca. 80 erhvervstilbud. De 72 af dem blev accepteret. Det var en hitrate på 90% . Det siger dig måske ikke alverden, men for dem der arbejder i salg, ved at det er pænt højt på en forbrugsvare. Vi sluttede med en rekordhøj omsætning.

 

Da januar 2012 oprandt, kan jeg huske at jeg sad på mit kontor og stirrede ud af vinduet. Jeg var helt apatisk. Mig, der var drivkraften i firmaet. Mig, der tog beslutningerne, satte retningen, skulle motivere og stå til ansvar. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle foretage mig. Jeg gad ikke være der. I min egen virksomhed.

 

Jeg var ramt af stress.

Men det så jeg ikke dengang. Det eneste jeg tænkte på var vækst, fremgang, udvikling. Nu! Næste skridt. Ikke hvile på laurbærrene. På at få min hverdag til at hænge sammen. På, hvordan jeg skulle slæbe mig igennem til næste dag.

Hverdagens kviksand

 

Jeg havde over lang tid opbygget en vane når jeg kom hjem. Jeg kørte ind i indkørslen, slukkede motoren og sad der. Bare sad. Med lukkede øjne, for jeg orkede ikke den dårlige samvittighed, der hobede sig op når jeg så på haven og huset der mildest talt trængte til en kærlig hånd.

 

Det var mine 10 minutter. Ingen vidste hvor jeg var. Ingen forstyrrede. For det meste sad jeg lige og lod dagen falde til bunds. Jeg havde brug for at ”kontemplere”, kalder jeg det.

 

For jeg vidste at når jeg åbnede døren til vores hjem ville jeg blive mødt af det, jeg følte som en tyk, grå dyne, der lagde sig tungt på mine skuldre og dræende mig for energi, glæde og nærmest også fysisk handlefrihed.

 

Det var selvfølgelig ikke sådan det var, men det var sådan jeg følte det. Når jeg ser tilbage, følte jeg mig nærmest nedbøjet af grå energi. Det var hverdagens kviksand, der havde fat i mig.

 

Jeg havde i flere år følt mig ensom. I tosomheden Jeg følte at jeg var den eneste der handlede, tog beslutninger og initiativer. Jeg følte ikke at mine behov blev mødt. Jeg havde konstant dårlig samvittighed.

 

Jeg følte sjældent jeg kunne tillade mig tid til mig. Børnene, familien og jobbet kom først. Selvom jeg havde haft tid til mig, er jeg ikke sikker på, at jeg ville have vidst hvad jeg havde lyst til. Ud over at spise og drikke vin. For at dulme.

 

Jeg følte mig konstant på tid. At jeg skulle være effektiv. Ikke spilde tiden. Hvis jeg tog en tur på shopping eller bare ned for at handle, følte jeg at jeg var på tid.

Hjemme var ikke der, jeg samlede energi. Og jeg var selv årsag til det.

 

Jeg var ikke anderledes end de tusindvis af udearbejdende Skandinaviske kvinder hvis stress niveau stiger, når de kommer hjem efter arbejde. Jeg følte at alle ville have min krop. Mine børn havde brug for mig, hunden ville ud og gå tur, stemningen mellem min mand og jeg var i bedste fald høflig og når jeg endelig faldt om kl. 23, var der en mand, der havde et behov.

Vores familieliv var blevet til Familien ApS. Til praktisk arbejdsfællesskab. Vi så hinanden være max pressede, men vi så ikke hinanden.

Jeg var ked af det, skuffet, ensom og jeg havde slet, slet ikke lyst til sex. Jeg syntes at det var spild af tid. Jeg følte mig overhovedet ikke sexet. Jeg skammede mig over min krop. Sex var overvurderet og kedeligt.

 

Det havde jeg også dårlig samvittighed over og skammede mig over. Jeg havde ikke engang lyst til at få lyst. Så skammede jeg mig endnu mere. Jeg troede at jeg var den eneste i verden, der havde det som jeg.

 

Jeg havde gjort alt det jeg har lært hjemmefra. Det, jeg lærte der gav mig kærlighed og som jeg scorede point for. Både hjemme, men så sandelig også på arbejde. Jeg begik bare den fejl at bringe alle de egenskaber ind i mit parforhold og tro, at de samme egenskaber var kilden til overlevelse og lykke der.

 

Jeg var blevet til manden i mit parforhold. Jeg var verdensmester i de maskuline værdier og energier. Jeg vidste at jeg kunne klare mig selv. Jeg planlagde, jeg satte mål, jeg arbejdede disciplineret, hårdt og længe. Jeg bad ikke om hjælp, for jeg var jo den stærke. Alt imens jeg i dén grad længtes efter at blive passet på.

I 2012 blev vi skilt.

Ikke så meget hvad. Mere hvorfor.

 

Det er ikke så meget skilsmissen i sig selv der er historien, men nærmere hvorfor det gik som det gjorde.

Jeg var ramt af stress. Jeg var langt ude. Fyldt med ensomhed, frustration og jeg havde totalt mistet mig selv. Jeg havde fuldstændig mistet kontakten til min krop. Jeg levede kun ”oppe i hovedet”.

Jeg havde ellers gjort det bedste jeg kunne:

 

Jeg var i kontrol.

Jeg planlagde.

Jeg var effektiv, handlekraftig.

Jeg var selvstændig og udadvendt.

Jeg blev aldrig rigtig vred – i hvert fald ikke udadtil. Indeni var der kaos. Et kaos, jeg ikke kunne håndtere. Et kaos, der under min stramme kontrol kunne tæmmes. I min frygt for at der skulle opstå en sprække, der kunne være starten på den helt store krakelering. Jeg var bange for hvad der i virkeligheden gemte sig inde i mig. Derfor havde jeg brug for at vide at jeg var i kontrol. Dannet. Som jeg altid har lært. Jeg havde styr på det.

Og det var faktisk det, der var problemet.

 

Jeg havde annekteret og tillært mig maskuline værdier til fingerspidserne. Jeg undertrykte min feminine essens.

 

Essens som i den indre seksuelle energi, der naturligt bor i mig som kvinde. Jeg levede udelukkende oppe i hovedet og tog rationelle beslutninger.

 

Når jeg lavede noget der var sjovt, retfærdiggjorde jeg det med at have et formål. Jeg hvilede sjældent. Jeg tog mig af alle andre før mig selv. Jeg var altid i gang. På mange måder var det at handle – det at være i gang – en kærkommen, men misforstået flugt fra hvad der i virkeligheden var ved at ske med mig.

 

Jeg havde mistet connection til mig selv. Jeg havde mistet samhørigheden med mig. Jeg havde lukket for kærligheden. Til mig selv. Og til alle andre.

Jeg længdes efter at blive passet på og føle dybt. Men jeg turde ikke åbne mig

 

Desværre kan vi ikke dele ud af kærlighed, vi ikke har adgang til. Så konsekvensen af at lukke for kærligheden til mig selv var, at jeg lukkede for kærligheden til og fra mine kære.

 

Konsekvensen af at jeg ikke så, lyttede og mærkede min krop og dermed ikke accepterede mig som jeg er, var at jeg ikke kunne være kærlig med de mennesker jeg elsker. På overfladen måske – for det foregår oppe i hovedet. Men ikke helhjertet. For jeg turde ikke give slip. Jeg var bange for hvem jeg ville blive til. Jeg var træt, drænet, udmattet og hvis jeg have vidst hvad jeg i virkeligheden havde brug for, ville jeg have været for stolt eller for selvstændig til at bede om hjælp.

 

Jeg kommer fra det, der kaldes et godt hjem. Vi havde alt hvad vi havde brug for og mine forældre har i dén grad opdraget os til at blive velfungerede mennesker. De har givet os al den kærlighed de kunne. De gav os de værdier med, som var vigtige for dem. Det er jo det forældre gør.

 

Jeg havde lært hjemmefra at være:

  • Velopdragen
  • Flittig
  • Arbejdsom
  • Lægge låg på følelserne (både vrede og overdreven glæde)
  • Ikke være sårbar
  • Dannet
  • Handlekraftig
  • Effektiv
  • Målrettet
  • Disciplineret
  • Nem at omgås
  • Høflig og hjælpsom
  • Og frem for alt: uafhængig. Særligt af nogen mand.

 

Det var ikke velset at være svag, for følelsesmæssig, billig eller for dominerende. Jeg har lært ikke at være for sårbar, for så kunne jeg risikere at udstille mig selv. Uha! Alt det, jeg følte mig skamfuld over også at være, gemte jeg væk.

Min branche er kærlighed

 

Det kan være at vi er stressede. Eller føler os trætte, udbrændte og drænede. Eller tynget af dårlig samvittighed over ikke at kunne leve op til det, vi gerne vil – både jobmæssigt og på hjemmefronten. Måske er du single med en oplevelse af at der er utroligt langt imellem de gode mænd derude.

 

De kvinder jeg møder her i min hvide sofa er ikke alene om det, der bringer dem hertil. Er hun i parforhold, er det tit noget her, der ikke fungerer. Nærheden er på mange måder fordampet lige så stille ud i blå luft ligesom de gode lange samtaler og den magiske sex.

 

Bevares, de har da tid sammen, men der er ligesom ikke den samhørighed eller connection, som de byggede hele familien på i sin tid. I det hele taget føler hun sig tit ensom og tom. Men det er hendes hemmelighed. Ingen andre ved det. Jo, måske et par nære veninder.

 

Hverdagen går videre med de rutiner og gøremål der er nu engang skal gøres. Pligterne står på række for at blive udført. Det føles godt at holde sig i gang – at være handlekraftig, for så ved hun at der sker noget. At hun har styr på det. At hun er i kontrol.

Førstepladsen i maskulinitet

 

Fælles for mange kvinder, jeg møder i dag, er at er blevet til manden i deres eget liv. Det viser sig ofte at hun har overtaget førstepladsen i maskulinitet i ægteskabet eller parforholdet. Hun både agerer og føler sig som mere mand end ham.

 

Det er sjældent at vi selv som kvinder kan se det. Nogle gange kræver det et wake-up call i form af en krise så stor at vi bliver nødt til at søge hjælp. Eller en coach eller terapeut, der stiller de spørgsmål, der får os til at se det.

 

Det er det, der kendetegner den der snigen i livet. At tingene har udviklet sig over lang tid. Over mange år, uden at vi har opdaget at det har ændret sig. Eller rettere at vi har ændret os. For vi udvikler os hver dag. Nogle gange er det jo nemt at vide når vi synes vores mand er en vatnisse.

 

Andre gange kan det være svært at se, at det der gør, at vi bliver så irriterede på ham eller stressede over det, vi synes der mangler er, at vi har mistet respekten for ham som mand. Ikke som menneske, men som Mand. Fordi vi selv er blevet så maskuline.

 

Jeg oplever at det er præcis det samme, der afholder mange single-kvinder fra at turde åbne op, være sårbare og modtagelige for en ny kæreste. Det var det også for mig.

Frygten for at miste kontrollen går ud over vores autencitet, vores empati og vores kærlighed

 

Mange af de kvinder jeg arbejder med, savner i virkeligheden at han tager beslutningen og styringen noget mere.

 

Det handler ikke om at afgive suverænitet eller selvstændighed, men snarere om at tillade sig selv at give slip. At lade sig føre. Desværre har hun tit mistet tilliden til at han kan sætte retningen for hende og dem sammen. Hun tror ganske enkelt ikke, at han mere er i stand til at føre hende i livets og parforholdets dans.

 

Det er ikke nødvendigvis et bevidst valg. Det føles som om det snigende i livet har overmandet os mens vi sov. At vi blev lullet ind i vores indre drejebog om hvordan det perfekte liv skule være, men glemt den feminine dimension.

Det er bare brandærgerligt, at den måde at leve livet på, er hamrende stressende for kvinder

 

Måske føler du dig presset i hverdagen og måske endda stresset. Måske knokler du for at få hverdagen til at hænge sammen. Måske savner du tid, nærvær og samhørighed med din partner. Eller måske har du svært ved at finde en partner fordi de ikke kan leve op til dine standarder.

 

Måske er du en af de kvinder, der lever mere i de maskuline værdier som resultater, konkurrence, kontrol, planlægning, integritet, disciplin og styrke end de feminine energier som omsorg, kærlighed, blidhed, sårbarhed og sensualitet.

 

Det handler ikke om kun at være maskulin eller feminin. Begge dele er smukke aspekter af os. Det handler om en balance, hvor du sørger for at tilgodese dit inderste jeg.

 

Så du bliver mere autentisk. Så du oplever mere kærlighed og samhørighed. Så du bliver mindre stresset. Så du ved at du har modet til at være sårbar og ægte. Jeg kalder det også for ”Feminin De-stress”.

Det, vi har lært hjemmefra, tager vi med i parforholdet

 

Vi lærer ikke om parforhold i skolen. Der lærer vi at skive og regne og være gode kammarater. De eneste rollemodeller vi har for hvordan det er i et parforhold, er vores forældre. De bliver vores rollemodeller. Det er også opvæksten hjemmefra, der lærer os hvordan vi er ”gode mennesker”.

 

De fleste af os har fået det med i rygsækken at opføre os ordentligt. At vi ikke må være egoistiske og selvcentrerede. At vi skal byde andre først af kagen og tage hvad der er tilbage. Skulle der være flere stykker kage at vælge imellem skal vi tage det nærmeste stykke. Ikke det der ser mest indbydende ud.

 

Det, vi har lært hjemmefra om parforhold og den måde vi oplevede kærlighed i vores barndomshjem, tager vi med ind i vores egne parforhold. For vi har ingen andre steder at lære om nære relationer mellem mennesker.

Vi lærer en kærlighedskode tidligt i livet

 

Vi lærer at når vi opfører os på en bestemt måde, bliver vi vist omsorg og får kærlighed. Når vi derimod opfører os på en anden måde oplever vi en tendens til at vi bliver afvist, skældt ud eller endnu værre: skammet ud.

 

Vi lærer at der er sider af os der er skamfulde  – vores skygger – som ikke er værd at elske og derfor må vi hellere skille os af med de sider. Gemme dem væk, så ingen ser dem.

 

Har vi eksempelvis scoret point som barn for at være selvstændige, uafhængige og nemme, vil vi bringe det ind i vores parforhold som voksne.

 

Har vi en oplevelse af, at vi som børn er blevet forkertgjort i vores følelser eller i en særlig adfærd, vil vi helt naturligt dæmpe disse egenskaber i os selv.

 

Vi tror, at vi bliver mere elskede i parforholdet – særligt når vi føler os pressede – når vi udviser samme egenskaber som gjorde at vi i barndommen følte kærlighed fra vores forældre. Vi føler os trygge i denne fra barndommen velkendte adfærd. Vi gentager et dybt indkodet mønster. Et form for et ”overlevelsesmønster”. Vores kærlighedskode.

 

Disse mekanismer sætter for alvor ind når forelskelsesfasen er svundet og det hele bliver til leverpostejs-hverdag.

 

I mit tilfælde blev egenskaben ”nem at omgås” en del af det der saboterede min adfærd i mit parforhold. En egenskab som jeg jo høstede ros og kærlighed for som barn, gav store problemer i parforholdet fordi jeg undertrykte mine behov.

Problemerne opstår, når vi løser problemerne i vores parforhold ved at agere på den måde som vi fik ros for som barn

Fortællingen om Sarah

Sarah er god til sit job som ejendomsmægler. Hun er nemlig afsindig dygtig til at planlægge, holde styr på kunderne og kollegerne, skabe resultater og til at prioritere så hun er mest effektiv. Hun spilder ikke tiden. Værdier som integritet, effektivitet, resultater, præstationer, beslutsomhed og perfektionisme er hun verdensmester i. Samtidig med at hun lidt er dem allesammens ”mor”, der bager kage og husker fødselsdage.

De følelser, der måtte opstå i løbet af en dag, undertrykker hun. For hun oplever, at negative følelser er i vejen. For hendes professionalisme og integritet. Det nytter ikke at være blødsøden, følelsesladet eller vaklende for det høster ingen point. Det er ynkeligt at være drama-queen og svag. Hun skal være i kontrol. Kunderne skal ikke se om det har været en dårlig morgen.

I hjemmet er Sarah logistikchefen. Selvom hendes udkårne er en moderne mand, der deltager på lige fod i husarbejdet, er det hende, der har store overblik. Tager initiativet. Er projektleder. Det er også hende, der sætter de største krav til hvordan hjemmet og børnene skal fremstå.

Hun vil gerne være den perfekte mor, men føler at hun fejler. Hun har læst alt af Jesper Juul og Lola Jensen, og alligevel ved hun, at det er langt fra ideelt.  På mange måder føler hun også at hun er mor for  sin mand, Troels.

Hun har faktisk alt, hvad man kunne ønske sig. På papiret.  Alligevel mangler der noget.

Hun drømmer om at Troels tager føringen. At han viser sig fra sin stærke side, der kan se, at også hun kan være sårbar, at hun længes efter at føle sig elsket, støttet og at hun kan have brug for hjælp.

Hun længes efter at holde fri fra beslutninger og overblik. Bare nogle gange.

Hun længes efter en mand som er klar til at tage styringen i hjemmet, så hun kan slippe kontrollen lidt. En der passer på hende. Måske ikke hele tiden. Men noget af tiden.

Hun savner nærhed og intimitet. Det behøver ikke altid at være sex. For det orker hun ikke. Det er føles som tidspilde. Hun vil hellere sove. Det paradoksale er, at hun har dårlig samvittighed over det meste.

Det ender med, at Sarah går ned med stress. Bliver sygemeldt.

Når kvinder bliver manden i deres liv (men inderst inde drømmer om at blive passet på)

Det, der er sket for Sarah er, at hun navigerer hovedsageligt i de maskuline energier. Og hun er god til det. Faktisk så god, at hun egentlig synes at hendes mand er noget af et vattet fjols til tider. Det synes hun meget oftere end hun vil indrømme.

Det, Sarah ikke er klar over er, at jo mere hun lever i de maskuline energier, jo mere distancerer hun sig fra sin biologiske feminine kerne. Jo mindre er hun i kontakt med sin krop. Når en kvinde ikke er i kontakt med sin krop, er der stor sandsynlighed for at hun lukker ned for følelserne. Ligesom mænd kan.

Det er maskulint at tøjle følelserne

Den smerte hun oplever, kan holdes i skak så længe hun er i gang. Og når hun høster anerkendelse fra chefen, veninderne og sportspigerne føler hun, at hun er på rette vej.

Sarah lever nemlig hele dagen i tankerne oppe i hovedet og glemmer at få kroppen med. For at slappe af, for at komme ned i kroppen og mærke lysten skal hun slippe alle tankerne. Slippe planerne, stå af ræset og være til stede her og nu.

Hun skal tillade sig at mærke sin sårbarhed, sine følelser, sin vrede og sin lyst. Hun skal tillade sig at mærke kroppens behov.

Det ved Sarah udmærket godt da vi taler sammen, men det bliver så besværligt, for det tager jo tid! Hele dagen knokler hun for at leve op til alt det hun tror andre vil elske hende mere for. Alligevel er der stadig indkøbslister, vasketøj, arbejdsopgaver og børnenes velfærd i hovedet på hende.

Hun har faktisk mistet lysten til sex. Eller rettere: lysten til initiativet til sex.

Det, der gør det ekstra svært, er at det også er blevet svært at tale om sammen.

 

Derfor er det feminine vigtigt

Som kvinde vil det oftest blive et problem at være mere maskulin en feminin. Det vil det fordi de fleste kvinder naturligt indeholder mere feminin seksuel essens end maskulin seksuel essens.

 

Vores seksuelle essens handler dybest set om tiltrækning. Om polariteten i parforholdet. Den lim, der sikrer begær, spænding og attraktion.

 

Når vi undertrykker vores naturlige seksuelle essens, stresser vi kroppen på præcis samme måde som når vi underkender vores indre sorg, vrede, frustration og glæde og tror, at vi gennem ydre perfektionisme og kontrol kan opnå lykken.

 

Vores moderne livsstil og de stigende krav vi oplever fra omgivelserne er med til at distancere os mere og mere fra os selv. Vi bliver stressede. Vi undertrykker vores følelser, særligt dem som vi opfatter som ”grimme”: vreden, jalousien, frygten og usikkerheden. Vi mister lysten. Vi drømmer om et andet liv. Men skammer os over det. Paradoksalt nok dyrker vi yoga og mindfulness som aldrig før. Alligevel er stress-niveauet stigende. For det er ikke kun på arbejde at vi stresser. I vores fritid og privatliv er kravene vi stiller os selv skyhøje.

 

Undersøgelser viser, at i de nordiske lande, hvor man er langt fremme på ligestilling, stiger stressniveauet, dvs. pulsen og adrenalinniveauet hos udearbejdende kvinder når de kommer hjem.

Perfekt giver ikke lykke. Perfekt er en illusion, der giver stress når vi ikke når den (og det gør vi aldrig)

 

Børn født siden 1950’erne har lært at selvstændighed, styrke og ligestilling er vigtigt. At mænd skal være bløde. At kvinder skal være uafhængige af mænd. At vi skal være stærke. På mange måder skal vi helst være ens. En form for unisex.

Vi er vokset op med værdier i vores samfund, der hylder og fremmer de maskuline energier og ikke rigtigt værdsætter det feminine.

Er vi blevet lykkeligere?

På nogen punkter er vi afgjort blevet lykkeligere. På andre tillader jeg at stille spørgsmålstegn. Jeg inviterer dig at stoppe op og mærker efter.

At vi lader vores kloge kroppe hjælpe os.

At vi lærer at elske vores indre feminine essens lige så højt som den maskuline.

At vi i det hele taget tør elske os selv.

At vi åbner os for at modtage kærlighed og vise vores sårbarhed. Lader mændene få lov at være mænd for os. Bare lidt. Som vi er biologisk indrettet til.

At vi får mere indre balance.

At vi ikke behøver at jage lykke og succes ustandselig.

At det kan være en gave at tillade sig at være prinsesse for en dag. Blot at være.

Elsk det maskuline og det feminine i dig

Jeg siger ikke, at vi skal smide de maskuline energier på porten. Slet ikke. For vi er branddygtige i erhvervslivet. Der er ingen tvivl om at kvinder tilfører jobmarkedet noget fantastisk.

Vi er gode til at tilegne os ny viden og til at implementere den.

Vi er gode til at håndtere både mennesker og komplekse problemstillinger.

Vi er gode til at uddanne os, at tilegne os viden og erfaring.

I dag er der flere kvinder end mænd på de videregående uddannelser.

Vi er også gode til at være ambitiøse.

 

Vores tilgang i erhvervslivet er maskulin, for det gør vi godt. Følelser er bare lidt i vejen. De feminine værdier som fx sårbarhed, åbenhed, overgivelse og det indre ocean af følelser og dramatik holder vi behændigt nede. For vi oplever at de egenskaber ikke er værdsat, hvorimod selvstændighed, præstation, beslutsomhed, at have styr på det og målsætninger høster flere point.

 

Med alt det der sker i verden omkring os og den enorme strøm af informationer vi hele tiden skal sortere i, har vi også et behov for følelsen af at have kontrol. Vi tror, at den følelse af kontrol giver os tryghed. Desværre tyder alt på, at den også giver os stress.

 

Desværre går det tit ud over vores intimitet, åbenhed og feminine sider.

 

Hver gang du har brug for kontrol i forhold til dine relationer, sætter du endnu en pæl i det hegn vi bygger rundt om dig selv. Vi sætter endnu mere panser op for kærligheden og nærheden.

Lyst og glæde

Problemet er, at ikke alene bliver vi endnu mere stressede, vi lukker også ned for vores lyst og glæde.

 

For lyst og glæde handler i høj grad om at give slip. Om at have tillid til at det rette sker. Om at turde være sårbar. Det handler om mod til at slippe kontrollen. Til uforudsigelighed og overraskelse.

 

Det handler om at mærke din krop fremfor at handle efter fornuft og rationale. Noget af det mest modige og autentiske vi kan gøre er at tillade os selv at være sårbare. Noget af det mest feminine.

 

Så problemet er ikke, at vi er supergode til håndtere de maskuline værdier.

Problemet er, at vi tror at vi kan være gode i et parforhold med de samme metoder som gør os gode på arbejde.

 

Eller sagt på en anden måde: når vi tror at vi kan skabe et kærlighedsfyldt parforhold med de samme egenskaber som giver os ros på jobbet. For manges vedkommende vil det være egenskaber som præstation, perfektionisme, handlekraftighed, kontrol, detaljeorienteret, overblik, forudsigelighed og fokus på målet.

 

Mange af de egenskaber, som gør os branddygtige i erhvervslivet, kan være dem, der spænder ben for kærligheden

 

Jeg ser et som et paradoks i den verden vi lever i. Som moderne kvinde skal jeg balancere mellem det maskuline og det feminine.

Nærhed og nærvær forebygger stress

 

Paradokset er, at sex og nærhed, samhørighed og connection med et andet menneske  – og særligt én vi kender alle facetter af, elsker og har fuld tillid til – er en fantastisk effektiv måde at skabe lykke, intimitet, følelsen af kærlighed og mindske stress.

 

Ikke alene er vi biologisk skabt til at tiltrække hinanden, vi udskiller også stressbekæmpende hormoner når vi føler os elskede.

 

Omvendt nedsætter stress lysten til sex, særligt hos kvinder. Så det er lidt en Catch22.

 

Hvis vi første er landet i den onde cirkel, der avler kontrol, perfektionisme, stress og distance er det svært at komme ud. For det, der i virkeligheden vil være det allerbedste for os, nemlig at give slip og have modet til at være sårbare, mærke hvad vi længes efter og  kunne bede om hvad vi har brug for, bliver det vi frygter allermest.

Vi skal skabe en balance, så vi ikke bliver syge, ensomme og kolde

 

Jeg tror på at vi skal give plads til at mændene kan få lov til at være mere maskuline.

 

Når vi viger førstepladsen i maskulinitet i vores relation til vores partner, kan han få lov til at træde til. Det giver også plads til at vi kan slippe noget af kontrollen, lade os beskytte og komme et skridt tættere på vores egen ægte essens, glæde og ro.

 

Så kan du igen mærke din kloge krop. Så kan du tillade dig at være uden at præstere. Så fylder du din egen kærlighedsbeholder op, og har rigeligt at dele ud af. Du bliver din egen frihedsgudinde.

Den Moderne Mand

 

Mange moderne mænd i Danmark savner de feminine kvinder. De fleste mænd i et langvarigt forhold med børn savner deres kæreste.

 

Og står tit magtesløse og ser på den ultra-effektive kvinde ved deres side, der på umenneskelig vis stræber efter perfektionisme, stiller høje krav til ham og hele tiden måler sig op imod hvad omverden tænker og siger.

Han vil bare gerne have en kvinde, der hviler i sig selv.

Han vil gerne gøre hende glad.

Være til gavn og være værdsat.

Han savner også nærhed, forståelse og opmærksomhed fra sin partner. Og sex. For det er mange mænds måde at mærke at sig selv på.

Kvaliteten af parforholdet

I mange henseender gælder, at

 

det er kvindes adfærd, der definerer kvaliteten af parforholdet.

 

Det betyder ikke, at parforholdet udelukkende er kvindes ansvar. Eller at manden fritages for ansvar. Eller der er tale om “skyld”.

 

Slet ikke.

 

I et parforhold er man to til dansen. Men du vælger hvem der fører.

 

Hvis du er en af de mange kvinder, der savner at deres mand er bare en lille smule mere maskulin, kan du vælge at give plads til det. Er det dig, eller er det din mand, der får lov til at føre i jeres intime rum som parforholdet danner?

 

Jeg inviterer dig til at tillade dig selv at være feminin, åben og sårbar i jeres relation.

Men han skal også være mand nok til at gribe bolden, tænker du måske. Ja – det er jeg enig i. Han er sandsynligvis opvokset i en tid, hvor den bløde mand blev hyldet. Så hans kærlighedskode er måske netop at give plads til dig. Giv ham chancen for at vise sin mandighed. Som regel sætter vi barren for perfektionismen i hjemmet.

 

Det er derfor op til os at skrue på de forudsætninger, så vi kan give plads til tid sammen og give plads til selv at være feminin. Til bare at være.

 

Når det drejer sig om parforholdet, kan du regne med at dine ambitioner på det eksterne dræber den interne glød mellem jer to.

 

Der er foretaget en amerikansk undersøgelse af voksne mennesker i parforhold, der viste at mændene var villige til at gifte sig, hvis ca. 80% af de ønsker de har til et parforhold er opfyldt, mens for kvinderne var kravet nærmere de 100%. Som kvinder sætter vi altså barren noget højere.

 

De fleste mænd vil med glæde gøre sig umage for at gøre deres kvinde glad.

 

Spørgsmålet er, hvordan vi tager imod det.

 

Om vi giver ham muligheden for at bidrage både til parforholdet som sådan og også til vores glæde?

 

Husker vi at sætte pris på den indsats han gør?

 

Måske ramte han ikke helt rigtigt første gang han købte blomster eller en gave, men han prøvede. Han gjorde en indsats. Så må det være op til os at huske at bede om det, som vil betyde allermest for os. For han kan ikke læse tanker.

Den med missen har magten

 

Det er sagt lidt groft, men i langt de fleste parforhold er det kvinden, der sætter standarden ved hvor tit og hvor vovet sexen skal være. De fleste mænd kan være klar på et splitsekund, så længe de føler sig begæret og værdsat. De fleste mænd har en langt mere udviklet fantasi på det seksuelle end mange kvinder tillader sig selv at have.

 

Når vi undertrykker vores feminine essens, undertrykker vi også vores lyst og åbenhed. Vores sensualitet. Hver gang vi sluger kameler, undertrykker vrede og begejstring, går det lige i underlivet – på den udslukte, kedelige måde. Hver gang vi ikke tillader os selv at nyde vores krop lukker vi lidt af for den. Du har nøglen til at genfinde din nydelse, glæden ved din krop, åbenheden og lidenskaben.

 

Hvis du er i et parforhold, hvor du ikke vil være, er det også dig der definerer kvaliteten

Du er sandsynligvis også lidt stresset af parforholdet i sig selv. Så længe du bliver i parforholdet med samme adfærd som du altid har udvist, vil intet ændre sig. Du skal give dig selv den gave at have modet til at ændre din adfærd.

Opsummering 

På mange måder er den moderne kvinde selv blevet til manden i hendes liv. Jeg blev det i mit og skubbede dermed min mand fra mig. Jeg lukkede ned for kærligheden  både til mig selv og til andre. Jeg lod de maskuline værdier tage over. Jeg var bange for at blive for feminin, sårbar og svag. Det var en fejl.

 

Når det maskuline tager over i kvinders liv, øger vi risikoen for stress, ensomhed og frustration. Det gælder fx når vi føler at vi skal være i kontrol, perfekte og stærke.

 

Vi bliver distancerede, kærlighedsforladte og mister samhørigheden når vi lader de strategier, som gør os gode på jobbet også være dem vi bruger i vores parforhold.

 

Når vi derimod tillader os selv også at være feminine, modtagelige, sårbare og smukke som vi er, kan vi åbne for al den kærlighed som vi ønsker. Kun ved at vige førstepladsen i maskulinitet, kan vi give plads til at vores mænd kan blive mere maskuline. Noget som mange kvinder drømmer om.

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll To Top