Skriv til: hello@christiane.nu eller ring til: 61 700 777

Psykisk Vold

Lyt her til hvad Marianne fortæller om hendes oplevelse med psykisk vold.

”Når jeg ser tilbage på mit tidligere parforhold, kan jeg i dag se, at det blev mere og mere præget af psykisk vold. Det var det ikke i starten,  men efter nogle år, og da det ikke gik så godt mellem os, kom det frem. Jeg følte, at jeg fik skylden for alt, hvad der gik galt. Når der var noget, han ikke kunne finde, når tingene ikke fungerede, når min mor ringede, at jeg gik for meget ud med mine veninder.

De idéer og forslag, jeg kom med, blev kritiseret. Han blev ekstremt jaloux og kritiserede mig for at have smart tøj på ude, men ikke hjemme.

Jeg blev skældt ud, når jeg udtrykte sårbare følelser, og det endte med, at jeg nærmest fik at vide, at jeg var dum, og så var han i øvrigt sur resten af aftenen. Når han blev rigtig sur på mig, følte han, at han skulle straffe mig og talte ikke til mig i tre dage.

 

Når én af os kom ind ad døren, lyttede jeg ekstra meget efter, hvordan han sagde ”hej”, for at afkode, hvilket humør han var i, så jeg kunne tilpasse min opførsel.

Jeg holdt op med at fortælle ham ting af skræk for hans reaktion. Jeg var bange for at sige ham imod.

 

Når jeg endelig  tog mod til mig til at tale om, hvor skidt jeg havde det i vores forhold, og hvad jeg havde brug for, fik jeg en verbal spand vand i hovedet med budskabet om, at han heller ikke fik noget sex.

 

Det er rigtigt, jeg havde slet ikke lyst til ham. Og inde i mit hoved blev det til min skyld. Det hele. Jeg skammede mig. Både over mig selv, over min manglende lyst og over, at jeg i hemmelighed slet ikke havde lyst til at få lyst. Jeg ville gerne forlade ham, men tænkte også, at ingen mand ville have mig, nu hvor jeg gerne så mig fri for sex. For altid. At jeg ikke var værdig til stor kærlighed.

I dag kan jeg godt selv se, at jeg tillod ham at nedbryde mig. At jeg blev selvudslettende.

Jeg gjorde ting for ham. Ikke for at gøre ham glad, men fordi jeg var bange for, at han ellers ville blive sur.

 

savner du at mærke kærlighedene

 

Da jeg endelig sagde stop og forlod ham, var jeg drænet og var gået ufatteligt meget på kompromis med mig selv.

Jeg gik egentlig ikke, fordi jeg ikke kunne lide ham. Jeg ved, at han indeholder meget godt og kærligt og selv reagerede i afmagt. Jeg gik, fordi jeg slet ikke kunne leve med at være den selvudslettende og falske person, jeg var blevet til.

 

Da det lang tid efter gik op for mig, at jeg havde været udsat for psykisk vold, var det på én gang, som om brikkerne faldt på plads, og samtidig var det ekstremt skamfuldt for mig. Jeg kunne slet ikke identificere mig med det billede af en sølle kvinde, som jeg altid forestillede mig, at voldsofre var.

Den stærke kvinde, jeg var udadtil, kunne ikke være hende, der også var udsat for vold. Jeg følte det som et nederlag, en brist. Og at det var min egen skyld.

I tiden efter bruddet stalkede han mig på de sociale medier, læste mine mails og har sikkert også sporet min telefon.”

Historien fortælles af 45-årige Marianne.

 

Der findes mange former for vold i parforhold.

Vold kan være både fysisk, materiel, seksuel og psykisk. For alle former handler det om at sætte sin egen grænse.

 

Vold i parforhold er magtkamp, ikke kærlighed. Straf har intet med kærlighed at gøre. Straf og vold handler om at have ret, have magten og frygten for at indse egne fejl og mangler.

Det er en projektion for at tage afstand fra vores egen utilstrækkelighed. Vi ser ofte personen i den modtagende ende af volden som offeret, men vold har flere ofre, ikke mindst når der er børn i familien. Som regel vil udøveren også føle sig som et offer.

 

Vold er dysfunktionelt. Det stammer som oftest fra en dysfunktionel opvækst og avler dysfunktionalitet.

 

Personer, der udøver vold har ikke lært at rumme grundfølelserne og give konstruktivt udtryk for dem.

De kan ikke håndtere deres egen vrede, misundelse, sorg, frygt og kærlighed, så de normale følelser bliver til de unormale følelser: Raseri, jalousi, depression, panik og besiddertrang. Og de kommer ud på en aggressiv, manipulerende og krampagtig måde.

Det er sjældent, at vold opstår pludseligt og ud af det blå. Udviklingen sker typisk over lang tid, og derfor kan der forekomme en normalisering af uhensigtsmæssige handlemønstre. Grænserne rykker sig langsomt. Som i historien ovenfor.

 

Det anslås, at psykisk vold er 4-5 gange mere udbredt end fysisk vold.

En undersøgelse, som YouGov lavede for Søndagsavisen i 2014, viste, at hver fjerde kvinde og hver syvende mand enten lever i eller har været i et psykisk voldeligt parforhold.

 

Psykisk vold er kendetegnet ved, at det typisk ikke kan ses af andre. Psykisk og seksuel vold bliver ofte holdt inden for hjemmets fire vægge og uden synlige tegn.

 

Der er tale om verbal nedgørelse, the silent treatment, regler, kritik, stærk jalousi, kontrol, trusler (som fx.: ”hvis du forlader mig, kan jeg ikke stå inde for hvad jeg gør”), manglende indsigt og ditto erkendelse af det, der foregår.

 

Psykisk vold kommer også tit ud som stalking eller negligering af den andens følelser og synspunkter. Latterliggørelse og hån. Måske bagtaler den voldelige kæresten overfor fælles venner.  En stærk trang til altid at have ret kan være så manipulerende, at det kan blive til psykisk vold.

 

Psykisk vold er også at manipulere – fx stemninger eller at tvinge nogen til noget mod deres ønske. Alt fra at virke glad til en familiemiddag til sex. Det kan komme ud som: ”Hvis du elsker mig, så gør du….”

Straf er tit et element. At kæresten skal gøre sig fortjent til penge, godt humør, sex, en tjeneste eller noget helt andet. Det kan være udtalt eller ligger i undertonerne.

 

Begge parter bliver som regel virkelig gode til at sætte en maske op, så det hele udadtil virker fint og fordrageligt.

 

Som i beskrivelsen ovenfor kan vi tilmed leve i psykisk voldelige forhold uden selv at være bevidste om det, fordi der sker en langsom nedbrydning af selvværdet. Adfærden bliver passiv-aggressiv.

En person, der er udsat for psykisk vold, vil ofte føle, at det er hendes eller hans egen skyld. At hun eller han ikke er mere værd. At hun selv er ude om det og ikke fortjener bedre. Det gør det ekstra svært at bryde den onde cirkel.

 

Skyld bliver en stor del af dynamikken i relationen.

 

Det er også et element af, at ingen af parterne har lyst til at indse hvad der sker. For så skal krænkeren erkende sin krænkende adfærd og den udsatte at hun har tilladt det. Det kan i sig selv være en svær proces.

 

Måden at komme ud af volden på er at tage ansvar. Det er ikke nemt, men for at volden, uanset karakteren, skal stoppe, må offeret træde ud af rollen som offer og tage ansvar for situationen. Da begge parter vil føle sig som ofre, kan den onde cirkel stoppes af begge.

 

Det er nemt sagt. Søg hjælp hos en professionel, der kan hjælpe dig med at træde ud af dit mønster. For ellers ender du måske med endnu en voldelig kæreste.

 

Du kan også få hjælp.

Der er hjælp at hente til begge parter i parforholdet.

Ring til mig på 61 700 777 eller skriv til hello@christiane.nu

 

 

Christiane Meulengracht, parterapeut, familieterapeut og sexologChristiane Meulengracht
Parterapeut, Familieterapeut og Sexolog

Specialist i selvværd og ligeværdige relationer

Vores forhold til andre handler om det forhold, vi har til os selv.

Ligeværdige og dybe relationer skabes når vi er stærke på selvværd og på at være os selv tro.

Jeg hjælper kvinder og mænd med at skabe et nærværende, nydelsesfuldt og intimt parforhold, hvor begge føler sig set, hørt og forstået.

Vi føler os ofte alene når lysten til sex forsvinder. Eller når vi oplever utroskab, svigt eller vold. Eller står på kanten af skilsmisse. Eller er ramt af stress. Vi oplever både at blive svigtet og føler dårlig samvittighed. Og skam over ikke at slå til.

Du skal vide, at der er intet galt med dig. Løsningen er aldrig at arbejde mere, at stikke hovedet i busken eller at lave din partner om. Men om selvomsorg, selvkærlighed og at indse, hvor du går alt for meget på kompromis med dig selv.

Jeg guider dig til at finde ind til dig selv. Du lærer også at mestre de 4 trin, der skaber ligeværdige realtioner.

Ring til: 61 700 777
Skriv til: hello@christiane.nu
Praksis: Amagertorv 14B, 1160, København K. og Lille Evaldsvej 4, 3100 Hornbæk

Christiane Meulengracht er forfatterinde til bogen KÆRLIGHED med VILJE og værtinde på podcasten af samme navn. Specialist i ligeværdige relationer og selvværd. Certificeret Life- og Businesscoach, Sexolog, Familieterapeut, Stresscoach, Shadow Facilitator, Konfliktmægler og Enneagram Master. Arbejder til daglig som parterapeut og sexolog. Christiane holder foredrag om kærlighed, lyst, stress, skriver artikler og arbejder som terapeut for både par og enkeltpersoner, der ønsker mere lidenskab, passion og dybde i deres liv. Desuden er Christiane livsglad mor og kvinde.

Efterlad en kommentar