Skriv til: hello@christiane.nu eller ring til: 61 700 777

Sådan hænger skam og kærlighed sammen

Det er skam, der afholder os fra at elske og acceptere os selv ubetinget.

[ca. 11 minutters læsning]

 

Svigt, skam og skuffelser er for alle en del af at leve. 

 

Det sker for os alle. Uanset hvor velmenende vores forældre har været. Så vil vi alle have barndoms-sår, hvor vi har følt os forkertgjort, overset eller fx ignoreret.

Og vi har fået det til at betyde noget – negativt – om os. Fx. at vi er uelskelige, uden værdi, ligegyldige, ikke gode nok eller noget andet med mindre vi opfyldte betingelserne for at få vores forældres kærlighed og accept. Dét er vores inderste sår.

 

Svigt, afstraffelse, misrøgt eller følelsesmæssig ‘underernæring’ i barndommen skaber skam. Overdreven kritik og forkertgørelse af et barn skaber skam. At føle sig “forkert” er altid forbundet med skam. Og skammen er nok en af de mest destruktive og nedbrydende af alle følelser.

 

Skam er medfødt har to sider. Sund skam er det der fx afholder os fra at begå kriminalitet eller altid at sige alt hvad vi tænker.

 

Den usunde skam er den der opstår, når vi som børn føler os skammet ud for en adfærd eller egenskab, og vi så efterfølgende har sat denne i skyggen af vores personlighed (bare rolig, hvis du er ved at dø i ukendte ord, så forklarer jeg nedenfor).

 

 

Skam, tab og svigt er en del af vores liv

 

Skam kan være meget traumatiserende. Fordi i vores ubevidste og skrøbelige barnesind er udstødelse og forkastelse det samme som døden. At føle skam betyder at vi føler os uværdige, forkerte, i vejen, at vi ikke er elskelige, at vi ikke må være en del af flokken – vores familie – på lige fod som andre. Skam skaber uligeværd.

 

Overhovedet at erkende, at vi føler skam, kan være skamfuldt.

 

Skam bliver til sår i vores sjæl. Skam er med til, at vi pakker den, vi oprigtigt er, ned. Og har vi oplevet meget skam over at være den vi er, kan det gå så vidt, at vi som voksne slet ikke ved hvad der er rigtigt for os eller ej.

 

Vi kender alle ”reglerne” for hvordan vi opfører os rigtigt og velset som ”gode” mennesker, men har måske meget svært ved at være tro mod os selv, af den enkle grund at vi aldrig har lært at lytte til os selv.

 

Skam og selvværd hænger sammen

At se vores skam i øjnene øger vores selvfølelse. Det er med til at gøre os mere hele og harmoniske mennesker.

Brene Brown siger, at skam er dødbringende. At skam er den mest basale af alle følelser og den enormt smertefulde følelse af ikke at være værdig til at blive elsket og høre til.

 

Hun siger også, at skam trives i hemmeligheder, tavshed og fordømmelse, men ikke overlever i åbenhed, medfølelse og kærlighed.

 

Det er vores indre skam, der fodrer vores indre kritiker og fortæller os at vi ikke er værdige til kærlighed. Skam og frygt hænger så meget sammen fordi det er vores oplevelse af at blive skammet ud, der igangsætter vores eksistentielle frygt for at blive forkastet og forladt. Og derfor hænger skammen også sammen med kærlighed.

 

  • Skam hæmmer vores adfærd
  • Skam giver os stress
  • Skam gør os ensomme
  • Skam gør os utro mod os selv og dermed andre

 

skam skaber ensomhed. Christiane Meulengracht, parterapeut, familieterapeut og sexolog

 

Hvis vi vil vide hvem vi er, er det vigtigt at se på vores skam. På den inderste frygt, som skammen har skabt.

Skam er nemlig også med til at styre os langt mere end vi ved. På et ubevidst plan. Og sætter ofte gang i gamle, uhensigtsmæssige mønstre, når den aktiveres.

 

Vi kommer skam til livs ved at tale om den. Være ærlige omkring den. Observere hvornår den har tag i os. At blive bevidst om alt det ubevidste. Når vi deler skam, åbner vi for os selv og bliver i stand til at skabe dybere relationer, mere intime og ærlige relationer og mere nærvær.

 

Jo mere skam, vi dækker over, jo mere ensomme bliver vi. 

Skammen danner vores skyggesider

Vores skyggesider bliver skabt, når vi i barndommen oplever at sider af os skammes ud.

Det er altså følelsen af at være forkertgjort, udstillet, gjort til grin eller decideret skældt ud og udstødt, der skaber vores skamfølelse.

Det kan også være, at vi er blevet ignoreret eller ikke har fået den følelsesmæssige omsorg, som vi har haft brug for. Så er et måske egenskaber som afhængig, needy, besværlig, grådig eller “for meget”, vi har sat i skyggen og SLET ikke har lyst til at være i dag.

 

Det starter allerede når vi er helt små og oplever at den og den adfærd og egenskab enten giver ros, kærlighed og opmærksomhed, eller snarere er kilde til skæld-ud, hån, bortvisning, ignorering eller andet.

 

 

Skygger dannes af skam. Og hæmmer os. Christiane Meulengracht, parterapeut, familieterapeut og sexolog

 

Ofte er reglerne for ”god” og ”dårlig” opførsel u-udtalte, men vi er sjældent i tvivl.

Det fortsætter op igennem vores liv.

Du ved godt, hvilken adfærd, der gav dig ros og anerkendelse i dit barndomshjem og hvilken, der gjorde det modsatte. Du ved godt, hvilken opførsel, der skabte opmærksomhed. Også selvom det måske aldrig blev sagt.

 

Forskellige omgangskredse, institutioner, arbejdspladser mv. har hver deres kodeks for velset adfærd. Vi kalder det kultur, tradition, regler og normer. Det handler om at passe ind.

 

Skammen gør ofte, at vi overkompenserer for de egenskaber, vi ikke vil identificeres med eller være. Så handler vi eller lever et liv hvor vi hele tiden prøver at skjule det, vi skammer os over. Eller bliver fri for at konfronteres med det. Vi gør det modsatte i overdreven grad. Ofte ender vi også med at blive påståelige og indgå i dramaer. Eller over-tilpasset.

 

Den afstandtagen vi understreger overfor skyggen og skammen, gør os ufrie. Og styrer os dermed. Jo mere skam, vi dækker over, jo mindre autentiske er vi. Jo mere skam, vi fornægter, jo mere fastlåste konflikter vil vi komme ind i.

 

Kropsskam kan gøre, at vi ikke har lyst til at tage tøjet af foran vores kæreste. Eller køber den nedringede kjole vi drømmer om. Skammen over en hemmelighed, der kan afsløres, kan hæmme os fra at træde frem. At turde sige fra eller tage lederskabet.

 

Da jeg var ung og gik i byen døjede jeg i mange år med luft i maven fordi jeg ikke vidste at jeg ikke kan tåle gluten. Luft som især slap ud når jeg bevægede mig i dans. Jeg elsker at danse! Men jeg dansede ikke nær det jeg ønskede fordi jeg skammede mig over mine prutter.

 

Skam er også kilde selvsabotage

Det, at vi har noget vi skammer os over, hæmmer bl.a. ægte intimitet.

Det hæmmer ægte nærhed, når skammen vinder. Når der er sider af os selv, vi ikke vil vise selv de nærmeste.

Fra mit eget liv er det at jeg i mange år følte mig skamfuld over min lyst og mine seksuelle fantasier så hæmmende og distancerende at jeg blev skilt.

Jeg har altid hadet når nogen skulle røre mine fødder. En pedicure kunne ikke komme på tale. I dag elsker jeg det. Jeg ved også at det at få nusset fødder, vækker min seksuelle lyst i det små. Det vidste jeg åbenbart også før, men så skulle jeg konfrontere min skam omkring min seksualitet, løssluppenhed, lyst og liderlighed.

 

Fange drømmene. Se din skam i øjnene. Christiane Meulengracht, parterapeut, sexolog og familieterapeut

 

 

Balance sker når vi accepterer, at vi indeholder alle egenskaber og er ok med det. Alle egenskaber har både positive og negative sider og konsekvenser.

Hvis vi tager egenskaben gavmild er den jo umiddelbart positiv. Men en person der overspiller denne egenskab, kan ende med at blive enten for meget, for påduttende eller ligefrem virke som om venner skal købes.

Omvendt kan fx nærighed, som vi ofte ser ned på, også være det at være påholdende, og gøre, at vi får sparet sammen til noget som vi virkelig ønsker i stedet for at være ødsel.

 

Du er to personer

Man kan sige, at vi i vores opvækst skaber to personligheder. Den, vi i virkeligheden er – vores essens – og som vi er født med – hvor vi har adgang til alle egenskaber – og det image, som vi opretholder udadtil. Fordi vi er blevet afhængige af andres anerkendelse og for at ingen skal se vores skam. At vi inden i måske også føler os små, bange, sårbare og uelskede. Jung kalder det for vores persona. Den er dannet af vores indre skamfulde skam.

 

Vores persona dækker altså typisk over hvordan vi i virkeligheden har det. Og kan sagtens virke selvsikker og stærk. Men skammen forsvinder ikke, den ligger dybt integreret i os.

 

Når vi er vokset op i et miljø, der har givet anledning til at vi bærer på meget skam inden i, har vi tendens til at blive ultra selvkritiske og tror, at alle andre kritiserer os, ser ned på os eller er ude efter os. Vi mister selvfølelsen.

 

Er vi blevet skammet meget i vores barndom, kan vi blive påvirket af ord eller handlinger fra andre, der for os virker dømmende, kritiske eller misbilligende. Ja – måske søger vi ligefrem af finde det kritiske i det vi oplever, så vi kan opretholde vores negative selvbillede.

 

Har du oplevet meget afvisning eller at blive overhørt som barn, vil du typisk være meget følsom overfor afvisninger og ignorering i dit voksenliv.

 

Når vi skal være tro mod os selv, må vi ind bag vores persona. Ind bag vores image.

Det er netop i konfliktfyldte møder med vores partner, vi får åbnet døren til at få adgang til hele vores essens. Også de egenskaber og kvaliteter, som vi gennem vores opvækst og i vores barndoms overlevelsesstrategier, har fornægtet og pakket væk.

Det er netop i det sårbare åbne møde med et andet menneske, vi får chancen for at hele sårene fra barndommen. Men det kræver, at vi tør. Og alt for tit tror vi, at konflikter altid vil skabe distance mellem os.

Hvilket betyder, at vi enten bruger konflikter til det – for at undgå at nogen kommer alt for tæt på os og opdager vores “grimme” og fornægtede sider, som vi skammer os over, ELLER vi gør alt for at undgå konflikterne og dermed tilpasser os i overdreven grad, der i lighed med vores barndom øver vold på vores egen integritet.

 

Hver gang vi oplever smerte i vores relationer, giver det os lejlighed til at lære mere om os selv.

 

Til refleksion:

 

Hvad skammer du dig over? Skriv en liste. 

Måske skammer du dig over at du blev i et voldeligt forhold, selvom du vidste, at det var skidt for dig og dine børn

Måske skammer du dig over at du ofte prutter

Måske skammer du dig over alle de gange du ikke fik sagt fra

Måske skammer du dig over en affære

Eller at du piller næse

Eller tanker

Eller følelser

Måske skammer du dig over at du i virkeligheden ikke elsker din mand, men lader som om?

Måske skammer du dig over at føle dig stresset?

Eller at købe en bog om selvkærlighed?

Måske skammer du dig over at du ikke føler at du slår til?

Eller tjener nok penge?

Eller at du er rig?

Eller at du skammer dig?

[fortsæt selv listen. Minimum 20 ting – gerne mere. Og husk – der er ingen andre end dig, der behøver at se den]

 

 

2. Nu vil jeg bede dig gå listen igennem igen. Læs hvert punkt for sig.

 

  • Hvad er konsekvensen af din skam?
  • Hvordan overkompenserer du eller skjuler din skam?
  • Hvad viser du verden?

 

Eksempel:

Skam: Jeg tjener ikke nok penge (skam)

Konsekvens: Jeg lyver om min månedsløn (konsekvens)

Sådan overkompenserer jeg: Siger aldrig nej til at bruge penge med min venner for at de ikke skal opdage at jeg er på røven

Dét viser jeg verden: Overskud og styr på det – hvilket er en løgn

 

3. Hvad er du bange for, at din partner (eller eks) skal opdage om dig og elske dig mindre for?

 

Christiane Meulengracht, parterapeut, familieterapeut og sexologChristiane Meulengracht
Specialist i selvværd og ligeværdige relationer

Vores forhold til andre handler om det forhold, vi har til os selv.

Ligeværdige og dybe relationer skabes når vi er stærke på selvværd og på at være os selv tro.

Jeg hjælper kvinder og mænd med at skabe et nærværende, nydelsesfuldt og intimt parforhold, hvor begge føler sig set, hørt og forstået.

Vi føler os ofte alene når lysten til sex forsvinder. Eller når vi oplever utroskab, svigt eller vold. Eller står på kanten af skilsmisse. Eller er ramt af stress. Vi oplever både at blive svigtet og føler dårlig samvittighed. Og skam over ikke at slå til.

Du skal vide, at der er intet galt med dig. Løsningen er aldrig at arbejde mere, at stikke hovedet i busken eller at lave din partner om. Men om selvomsorg, selvkærlighed og at indse, hvor du går alt for meget på kompromis med dig selv.

Jeg guider dig til at finde ind til dig selv. Du lærer også at mestre de 4 trin, der skaber ligeværdige realtioner.

Ring til: 61 700 777
Skriv til: hello@christiane.nu
Kør til: Lille Evaldsvej 4, 3100 Hornbæk

Christiane Meulengracht er forfatterinde til bogen KÆRLIGHED med VILJE og vært på podcasten af samme navn. Specialist i ligeværdige relationer og selvværd. Certificeret Life- og Businesscoach, Sexolog, Stresscoach, Shadow Facilitator, Konfliktmægler og Enneagram Master. Arbejder til daglig som parterapeut og sexolog. Christiane holder foredrag om kærlighed, lyst, stress, skriver artikler og arbejder som terapeut for både par og enkeltpersoner, der ønsker mere lidenskab, passion og dybde i deres liv. Desuden er Christiane livsglad mor og kvinde.

Efterlad en kommentar