gtag('js', new Date()); gtag('config', 'AW-804813261', );
Skriv til: hello@christiane.nu eller ring til: 61 700 777

Sådan får du nyt liv i dit liv

Er der dele af dit liv som du længes efter at forbedre?

Du kender det godt. Du føler at en del af dit liv sidder fast. Er gået i stå. Der er ting i visse områder af dit liv som du drømmer om at realisere. At ændre. At forbedre. Du har taget initiativ til det flere gange. Været motiveret. Læst bøger og blade om det. Måske endda gået på kursus. Det sker bare ikke.

Er du den person du ønsker at være idag?

Det være sig en sundere livsstil, vægttab, jobskifte, ny uddannelse eller at bringe gnisten og lidenskaben tilbage i dit parforhold. Det kan faktisk være hvad som helst i dit liv.

Jeg har prøvet det mange gange. At NU skal det være. Føler mig top motiveret. Lige indtil jeg rent faktisk skal gennemføre.
Måske starter det godt. Men kort tid efter føles det mere som en sur pligt og gamle vaner lægger sin klamme hånd på min viljestyrke og dermed fremskridt. Min fine handlingsplan bliver slået hjem i ludo. For næste skridt var for langt væk. For langt væk fra mine interne overbevisninger.

Så hvad gør du når du bare ikke kan komme ordentligt i gang med at ændre på den del af dit liv, som du i virkeligheden længes efter at forbedre?

Nogle gange er spørgsmålet ikke “Hvad skal jeg gøre”, men snarere “Hvad er min indre motivator – og min sabotør?”

Her er inspiration til fem spørgsmål du kan stille dig selv. Svarene er dine og kun dine.

Fem spørgsmål, der kan give dig nyt liv

1. Hvornår føler jeg mig glad/sund/succesrig/sexet/hviler i mig selv? 

For at komme dertil hvor du ønsker, er det vitalt at vide hvor du vil hen. Brug lidt tid på at danne dig et bilede af hvad du ønsker. Hvordan føles det at være i mål? Mærk hvordan det føles i kroppen. Hvad tænker du, når du har opnået det, du gerne ville? Hvilken tilstand er du i? Luk øjnene og mærk det.
Det er ikke nok at sige at du ønsker dig at lidenskaben blomstrer i dit parforhold. Det er vigtigt at gå ned i detaljen og danne dig et mentalt billede af hvad det i virkeligheden er for dig. Og hvad det betyder for dig.

2. Hvorfor har jeg sat mig dette mål?

Nogle gange er vi gået i stå fordi det mål vi har sat for os selv slet ikke er vores eget. Vi får dagligt så mange informationer om hvordan vi skal opføre os, se ud, hvad vi skal gøre for ditten og datten. Hvordan vi skal dømme os selv og andre. Ofte blive de udefra kommende fordømmelser det der sætter vores normer for hvor vi skal hen.
Hvis du spørger dig selv hvorfor du ønsker at opnå dette eller hint, får du mulighed for at mærke efter om dette mål er ægte for dig eller det er for at imødekomme forventninger udefra. Måske er det i virkeligheden din mors mål, din søsters eller din mands mål, du forsøger at opfylde?
Undersøgelser viser at vi er lidt mindre tilfredse med vores liv efter vi har været på Facebook eller læst dameblade. Ja. Tag den! For når vi sammenligner os med de liv der, – meget fattigt – beskrives på Facebook eller i dameblade, føler vi sjældent at vores eget liv lever op til at den succes, vi ser på medierne. Vi glemmer at der er et kraftigt filter på, hvad vi rent faktisk får at vide. Så vi har tendens til at sætte vores “ønskenormer” efter hvordan vi ser andres liv. Det skal du være velkommen til, hvis det er det, der gør DIG glad. Blot husk at hvert menneske er unikt og helt sig selv. Så måske er dine egne inderste ønsker anderledes end andres liv.

3. Hvorfor har jeg ikke lyst til at komme i mål? 

Det er vigtigt at finde ud af hvorfor du har dit mål. Ligeså vigtigt er det at finde ud af hvad der forhindrer dig – inde i dig selv – at nå i mål. Hvad i dig saboterer dig? Vi har alle forhindringer inde i os, der bunder i frygt, skam, skyld eller bare frygten for at bevæge os uden for vores comfortzone. Vores sind er indrettet således at det føler sig trygt med det, det kender. Hvis vi ændrer på noget, risikerer vi at skulle ændre på vores selvopfattelse – vores ego. Det er noget af det sværeste at gøre. For hvis det var nemt – så havde du jo gjort det for længst og læste ikke denne artikel….
Gå på opdagelse i sind om hvorfor du frygter at ændre på dig selv. Hvorfor du er bange for at komme i mål? Uden at dømme de følelser eller tanker du måtte have omkring det. Det er værdifuld viden at have for at udvikle dig selv.

4. Hvad er min historie og mine overbevisninger?

Du har en historik, som er de faktuelle ting, der er sket i dit liv. Og du har din historie. Det er den historie du har skabt om dig selv. Om hvem du er og hvad du kan. Det kaldes også for overbevisninger. Den dårlige nyhed er, at din historie og dine overbevisninger kan fastholde dig i det samme liv – samme vaner, rutiner og opfattelser – som du altid har haft. Sabotere dine nye mål. For dit ego er bange for hvem du bliver når målet er nået. Den gode nyhed er derimod, at historier kan laves om. Og du har friheden til at skabe lige præcis den historie for dig, som du har lyst til at leve med i fremtiden.

5. Hvad er virkelighed og hvad ønsker jeg at ændre? 

Når du kan se den historie, der har skabt de overbevisninger du har nu, er det på tide at checke fakta. Din historie er skabt af tusindevis af oplevelser og erfaringer gennem hele dit liv. Hele historien stammer fra tidligere i dit liv. Måske er der noget der skal skiftes ud, så det er mere tidsvarende til hvem du er idag?

Mange af vores overbevisninger stammer fra barndom og ungdom og det miljø vi er vokset op i. Hvem du tror du er og hvad du tror du kan er ikke nødvendigvis sandt længere. De “data” er sandsynligvis forældede. Både når det gælder arbejde, parforhold, andre relationer osv. For alle mennesker udvikler sig hele tiden.

Ved at sammenholde dine interne overbevisninger og din historie med din virkelige virkelighed, får du mulighed for at slippe forældede og uhensigtsmæssige historier og skabe nye, der støtter dig i dine mål.

“Jeg er jo sådan en der giver op og ikke får succes”

Indsigter som er relativt nye for mig i mit snart 43-årige liv. Jeg har altid haft en overbevisning om at jeg var sådan een der giver op. Da jeg var ung prøvede jeg flere forskellige fritidsinteresser og efter at have gået nogle få gange gange holdt jeg op. Jeg mistede interessen. Eller syntes at det var svært. Så min historie blev at jeg gav op. Jeg følte mig ikke rigtig god til noget. Heller ikke i skolen. Og de ting, jeg rent faktisk var god til – sprog og maling – valgte jeg ikke at fortsætte med da jeg skulle videre efter gymnasiet. For jeg havde lavet en overbevisning om, at for at skabe succes og blive god til noget, skulle det være svært. Rigtigt svært. Men jeg var jo sådan een, der gav op (så bliver det ret svært at blive god til noget som helst…).

Den overbevisning har jeg levet med i 42 år.

Faktum er, at jeg er god til flere ting. Og nogle af dem falder mig nemt. Det er faktisk de ting, jeg er allerbedst til.

Hvad har du af oplevelser med overbevisninger?
Hvordan saboterer du dine egne mål?

Skriv i kommentarfeltet – del dine erfaringer  – og giv andre inspiration.

Hav en skøn, vidunderlig og indsigtfuld dag!

Christiane 

Christiane Meulengracht er uddannet Sexolog, Parterapeut, Coach og Enneagram Master med speciale i kvinder, livsglæde og lyst. Parforhold og stress. Christiane holder foredrag i virksomheder om stress, skriver artikler og arbejder som terapeut for både par og enkeltpersoner, der ønsker mere lidenskab, passion og dybde i deres liv. Desuden er Christiane livsglad kæreste, mor og kvinde.

Blogger om sex, lyst og moderne parforhold på www.christiane.nu
Christiane kan kontaktes på hello@christiane.nu eller telefon 61 700 777.

Hvis du gerne vil læse mere om Christianes rejse i at finde lysten, så læs med her: LYST

Christiane kan kontaktes på hello@christiane.nu  – eller læs mere om kontakt og priser for sessioner her

 

 

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.