gtag('config', 'AW-804813261', );
Skip to content
Mit login  ·   Skriv til: hello@christiane.nu eller ring til: 61 700 777

Når skygger skygger for dit liv. De gode og dårlige følelser

De gode følelser. Hvilke er de?

Det kunne være glæde, latter, positivisme, bobler i maven, kærlighed, omsorg, rummelighed osv.

Dårlige følelser kunne være vrede, tristhed, sorg, frustration, surhed, irritation, ondskab, hævn, jalousi, misundelse osv.

Du forstår hvad jeg mener.

Mange af os får et regelsæt med hjemmefra hvad der er “gode og “dårlige” følelser at have. Vi får også at vide fra vi er helt små hvordan det er bedst at opføre os, uanset vores følelser.

Egentlig er det tit ikke sagt højt, men det ligger i luftten. Hvis du tænker tilbage, ved du godt hvordan du skulle opføre dig, for at score point. Du ved godt hvad der ihvertfald ikke ville falde i god jord hos dine forældre.

Mange af os har også lært at vi skal dække over følelser i få eller mange situationer. At de der følelser fakltisk kan være lidt i vejen. I vejen på den måde, at hvis vi viste dem, faldt det ikke i god jord, vi ville score færre point og ikke føle os elskede af vores forældre.

Skyggerne i dit liv

Skyggerne i dit liv styrer

Pæne piger smiler

Sådan har jeg det fx. med vrede. Jeg måtte ikke være vred som lille. Mange af os, der er vokset op i et “flinkeskolehjem”, har det sådan. Vi skulle være artige, pæne piger.

Faktisk var min far den eneste, der havde lov til at blive vred. Og det var i sagens natur ikke et ønskescenarie at Far blev vred. Vi lærte således at opføre os så vi undgik vreden. Når jeg blev vred, frustreret, sur eller såret med udadvendt reaktion, blev jeg sendt på mit værelse til jeg var blevet “god igen”. Så det blev jeg selvsagt sjældnere og sjældnere.

Min mor blev ikke vred, men skuffet eller såret. Når det skete lå det i luften at jeg skulle skamme mig, have dårlig samvittighed, undskylde og rette op.

Desværre har opdragelse også en bagside af medaljen. Bagsiden er, at jeg har haft virkelig svært ved at håndtere de såkladte “dårlige” følelser. Jeg har haft det meget svært med vrede, surhed, at såre, irritere eller fornærme andre.  Jeg har hellere slugt mine egne følelser og gået på kompromis med min egen integritet end at give udtryk for min mening. Læs også hvordan låg på følelserne også lægger låg på lysten her…

Skygger

Nå, tilbage de regelsæt vi får med hjemmefra om gode og dårlige egenskaber og følelser. For det handler om vores skygger. Hvis skygge-begrebet er nyt for dig, er her den ultrakorte forklaring (med vægt på ultrakort, for der er mange facetter):

Når vi fødes er vi hele mennesker.  Vi indeholder alle de egenskaber og følelser et menneske kan have. Vi er også 100% afhængige af at få kærlighed og omsorg af andre. Typisk vores forældre eller andre omsorgsgivere. I hele vores opvækst higer vi efter at få kærlighed og omsorg. At høre til. Vi lærer hvilke egenskaber, der scorer point hos vore forældre – og dermed giver os kærlighed – og hvilke vi er bedst tjent med at pakke væk. Det er en proces, der starter fra du er en dag gammel og foregår hele barndommen. Når vi bliver ældre og kommer ud i andre miljøer – skoler, klubber, vennekredse, jobs etc lærer vi ligeledes hvilke egenskaber der gør at vi er en del af fælleskabet her og hvilke vi gør bedst i at pakke væk.

Alle de egenskaber, vi lærer hjemmefra (både i det sagte, og meget ofte i det u-udtalte) at pakke væk bliver til vores skygger. De eksisterer stadig inde i os, men vi har lært at vi klarer os bedst – høster mest kærlighed – når vi ikke viser dem. Når vi som teenagere og voksne går ud i verden og knytter bånd til andre, vil vi automatisk være den person med de egenskaber, som vi fik mest kærlighed, opmærksomhed og point for hjemme. Det kaldes for vores persona. Hvis du skulle beskrive dig selv i tre ord, hvad er du så? Hvad var det, du skulle være som barn? Jeg skulle være glad, dannet og nem.

“Smil, skat”, fik jeg tit at vide. “Børn skal ses og ikke høres” var et mantra. Jeg skulle være “ladylike” og dannet. At være glad var også at være social, udadvendt og selskabelig, men ikke fylde. Ikke fremme mig selv og mine evner. Ikke kræve. Jeg lærte også at være hyper selvstændig og ikke være afhængig af nogen – eller noget.

Jeg brugte utroligt meget energi på at være en anden, end den jeg var.

Jeg har også i mit voksne liv brugt utroligt meget energi på at være en anden end den jeg er. På at pakke alle de egenskaber og følelser væk, som jeg som barn har lært er uhensigtsmæssige. Jeg har brugt utroligt meget energi på udadtil at vise egenskaber som jeg har lært var de “rigtige”.

Min frygt for både min egen og andres vrede var med til at lukke min lyst og glæde ned. Den har gjort at jeg ikke har taget konfrontationer. At jeg er gået på kompromis, men også båret nag. Hvilket gjorde at jeg VAR vred, sur og irriteret. På mig selv først og fremmest. Følte mig som en kujon. Og med indestængte følelser. I dag bliver jeg vred. Jeg har øvet mig i lang tid på at det er OK at være vred, irriteret og give udtryk for også de “dårlige følelser”. Og tænk, sikke en lettelse. Jeg kan få luft, jeg kan gøre det på en respektfuld måde overfor andre og min indebrændthed fordufter.

Jeg kan nu se det gode i at være vred i visse situationer. Når jeg oprigtigt føler mig trådt over tæerne. Eller føler mig løbet om hjørner med. Eller fx. når jeg kan kanalisere min vrede ud i det perfekte golfslag.

Et andet eksempel kunne være ekstroverthed. Dét scorede vi mange point på hjemme. Selskabelighed, at kunne tale med alle, at være spændende. Uden at fylde og tage andres lys (tænk hvis de blev sure, skuffede, sårede eller vrede!). En stor vennekreds var et must. Jeg er opdraget til at være ekstrovert. Jeg har altid troet at jeg var det, for det var en kvalitet i min familie.

Derfor har det altid været mig et stort mysterium når følelsen af at flygte fra sociale sammenhæng har vældet ind over mig. Jeg har stået til et utal af receptioner med visitkortene brændende i lommen (jeg skal jo mingle) og følt mig malplaceret. Min hjerne har arbejdet på højtryk for at finde på det intelligente at sige. Og hvem mon til? Jeg har været til at hav af fester med fuld knald på og følt mig udenfor og akavet. Inde i min krop har det været rigtig svært at være.  Jeg har forsøgt at være sjov og frisk og glad og udadvendt. Men mest af alt har jeg følt mig kikset. Jeg er som regel gået tidligt hjem og hadet mig selv for både min opførsel og for ikke at kunne more mig.

Nu ved jeg hvorfor.

Det skulle tage mig 40 år at finde ud af at jeg i virkeligheden er introvert. Og at det er OK. At jeg er lige så meget værd. Ikke at jeg ikke nyder andres selskab. Det gør jeg i høj grad. Jeg elsker latter, sjov, flirt, sparring, udfordring og jeg er nysgerrig på andres historier, følelser og oplevelser. Men jeg samler energi  i at være alene. Jeg er allermest kreativ når jeg går en tur ved vandet – alene. Jeg får mine bedste ideer når jeg er alene. Jeg kan få styr på retning, rod og kaos i min hjerne, når jeg er alene. Jeg kan finde ro alene.

Det fede ved at jeg har valgt at eje min introverthed er, at det blevet SÅ meget nemmere at være ekstrovert. Nu nyder jeg at være til fest og reception. For jeg kan hvile i mig. At jeg ikke behøver at være den, der skal sikre at andre har det godt. Jeg er ikke bange for at blive stemplet som kedelig eller uinteressant fordi jeg ikke lige er fordybet i samtale og latter hele tiden.

Sæt dig selv fri

Har du også et tema med vrede? Eller andre følelser, du ikke må have? Vi går alle rundt og lever et liv i flugt fra skyggerne.

At arbejde med dine skygger kan sætte dig fri. Ligesom jeg oplever det. Jeg kan hjælpe dig. Læs mere om sessions her

Kærligst,

Christiane

Christiane Meulengracht, coach, parterapeut og foredragsholder

Christiane Meulengracht, coach, parterapeut og foredragsholder

Christiane Meulengracht er uddannet Coach, Enneagram Master, Sexolog og Parterapeut med speciale i kvinder, stress, livsglæde og lyst. Christiane holder foredrag for virksomheder om stress, skriver artikler og arbejder som terapeut for både par og enkeltpersoner, der ønsker mere lidenskab, passion og dybde i deres liv. Desuden er Christiane livsglad kæreste, mor og kvinde.

Blogger om sex, lyst og moderne parforhold på www.christiane.nu
Christiane kan kontaktes på hello@christiane.nu eller telefon 61 700 777.

 

 

Billede: ambro og FreeDigitalPhotos.net

 

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll To Top