gtag('js', new Date()); gtag('config', 'AW-804813261', );
Mit login  ·   Skriv til: hello@christiane.nu eller ring til: 61 700 777

Vold i parforholdet

Mange ved slet ikke, at de er udsat for psykisk vold i parforholdet

Ca. 7 minutters læsning.

Marianne, 45:

”Når jeg ser tilbage på mit tidligere ægteskab, kan jeg i dag se, at det blev mere og mere præget af psykisk vold. Det var det ikke i starten og i mange år frem, men de sidste fem-seks år, hvor det gik ned ad bakke, kom det frem. Jeg følte, at jeg fik skylden for alt, hvad der gik galt.

 

Når der var noget, han ikke kunne finde, når tingene ikke fungerede, når børnene klagede, når jeg var ”for eftergivende” over for dem. De idéer og forslag, jeg kom med, blev kritiseret. Jeg blev skældt ud, når jeg udtrykte sårbare følelser, og det endte med, at jeg nærmest fik at vide, at jeg var dum, og så var han i øvrigt sur resten af aftenen. Når han blev rigtig sur på mig, følte han, at han skulle straffe mig og talte ikke til mig i tre dage.

 

Når én af os kom ind ad døren, lyttede jeg ekstra meget efter, hvordan han sagde ”hej”, for at afkode, hvilket humør han var i, så jeg kunne tilpasse min opførsel.

Jeg holdt op med at fortælle ham ting af skræk for hans reaktion. Jeg var bange for at sige ham imod.

 

Når jeg endelig tog mod til mig til at tale om, hvor skidt jeg havde det i vores ægteskab, og hvad jeg havde brug for, fik jeg en verbal spand vand i hovedet med budskabet om, at han heller ikke fik noget sex.

 

U-lyst

Det er rigtigt, jeg havde slet ikke lyst til ham. Og inde i mit hoved blev det til min skyld. Det hele. Jeg skammede mig. Både over mig selv, over min manglende lyst og over, at jeg i hemmelighed slet ikke havde lyst til at få lyst. Jeg ville gerne forlade ham, men tænkte også, at ingen mand ville have mig, nu hvor jeg gerne helst var fri for sex. For altid. At jeg ikke var værdig til stor kærlighed.

I dag kan jeg godt selv se, at jeg tillod ham at nedbryde mig. At jeg blev selvudslettende.

Jeg gjorde ting for ham. Ikke for at gøre ham glad, men fordi jeg var bange for, at han ellers ville blive sur.

 

Da jeg endelig sagde stop og forlod ham, var jeg drænet og var gået ufatteligt meget på kompromis med mig selv.

Jeg forlod ham egentlig ikke, fordi jeg ikke kunne lide ham. Jeg ved, at han indeholder meget godt og kærligt og selv reagerede i afmagt.

Jeg gik, fordi jeg slet ikke kunne leve med at være den person, jeg var blevet til.

 

Mig – udsat for vold?

Da det lang tid efter skilsmissen gik op for mig, at jeg havde været udsat for psykisk vold, var det på én gang, som om brikkerne faldt på plads, og samtidig var det ekstremt skamfuldt for mig. Jeg kunne slet ikke identificere mig med det billede af en sølle kvinde, som jeg altid forestillede mig, at voldsofre var.

Den stærke kvinde, jeg var udadtil, kunne ikke være hende, der også var udsat for vold. Jeg følte det som et nederlag, en brist. Og at det var min egen skyld.

I dag føler han stadig trang til at straffe mig og taler ikke til mig. Alt det praktiske omkring børnene foregår på skrift.”

 

Flere slags vold i parforholdet

Der findes mange former for vold i parforhold.

Vold kan være både fysisk, materiel, seksuel og psykisk. For alle former handler det om at sætte sin egen grænse.

Vold i parforhold er magtkamp, ikke kærlighed. Straf har intet med kærlighed at gøre. Straf og vold handler om at have ret, have magten og frygten for at indse egne fejl og mangler. Det er en projektion for at tage afstand fra vores egen utilstrækkelighed. Vi ser ofte personen i den modtagende ende af volden som offeret, men vold har flere ofre, ikke mindst når der er børn i familien. Som regel vil udøveren også føle sig som et offer.

 

Vold er dysfunktionelt

Vold er dysfunktionelt. Det stammer som oftest fra en dysfunktionel opvækst og avler dysfunktionalitet.

 

Personer, der udøver vold har ikke lært at rumme grundfølelserne og give konstruktivt udtryk for dem. De kan ikke håndtere deres egen vrede, misundelse, sorg, frygt og kærlighed, så de normale følelser bliver til de unormale følelser: Raseri, jalousi, depression, panik og besiddertrang. Og de kommer ud på en aggressiv, manipulerende og krampagtig måde.

Det er sjældent, at vold opstår pludseligt og ud af det blå. Udviklingen sker typisk over lang tid, og derfor kan der forekomme en normalisering af uhensigtsmæssige handlemønstre. Grænserne rykker sig langsomt. Som i Mariannes tilfælde.

 

Psykisk vold i hjemmet

Det anslås, at psykisk vold er 4-5 gange mere udbredt end fysisk vold.

En undersøgelse, som YouGov lavede for Søndagsavisen i 2014, viste, at hver fjerde kvinde og hver syvende mand enten lever i eller har været i et psykisk voldeligt parforhold.

 

Det tal er alarmerende højt, og det er årsagen til, at jeg har valgt at tage dette kapitel med i denne bog. Psykisk vold er kendetegnet ved, at det typisk ikke kan ses af andre. Psykisk og seksuel vold bliver ofte holdt inden for hjemmets fire vægge og uden synlige tegn.

 

Der er tale om verbal nedgørelse, the silent treatment, regler, kritik, ydmygelser, manglende indsigt og ditto erkendelse af det, der foregår. Som i Mariannes tilfælde kan vi tilmed leve i psykisk voldelige forhold uden selv at være bevidste om det, fordi der sker en langsom nedbrydning af selvværdet.

 

Adfærden bliver passiv-aggressiv. En person, der er udsat for psykisk vold, vil ofte føle, at det er hendes eller hans egen skyld. At hun eller han ikke er mere værd.

 

Måden at komme ud af volden på er at indse at det sker og tage ansvar. Det er ikke nemt, men for at volden, uanset karakteren, skal stoppe, må offeret træde ud af rollen som offer og tage ansvar for situationen. Da begge parter vil føle sig som ofre, kan den onde cirkel stoppes af begge.

Ovenstående er et uddrag af bogen Kærlighed med Vilje – sådan fornyer du nærværet lysten og intimiteten

 

Vi kan bruge de fire trin i kærlighed med vilje til at træde ud af volden

Dramatrekanten

For at forklare den onde cirkel lidt nærmere vil jeg introducere dig for en psykologisk model: Dramatrekanten.

Dramatrekant

 

Dramatrekanten viser, hvordan vi i vores relationer kan risikere at cykle rundt i de tre roller: Offer, krænker og redder.

Jeg ved godt, at vi i Danmark tit ser en krænker som en kriminel, men det er altså ikke det, der er tale om her.

Der er tale om små hverdagsdramaer. De fleste af os kan ikke sige os fri for at være i dramatrekanten med nogle af vores relationer. For eksempel med vores forældre. Der kan sagtens være et element af, at vi føler os som ofre. Når vi måske føler skyldfølelse over ditten og datten og den anden dermed blive krænkeren inde i vores hoved. Den, der glatter ud, er redderen.

Rollerne er slet ikke statiske. Vi kan cykle rundt i dem med sekunders mellemrum. Når vi skændes, er det ikke usædvanligt at vi har alle roller på skift.

Dét, der er så afgørende, er, at det er offeret, der må træde ud af trekanten for at stoppe mønstret, og det er ud fra devisen om, at ingen kan få os til at være et offer. Kun os selv. Når vi accepterer at være et offer. Det er en svær en at sluge, det ved jeg godt, og det er her, vores personlige ansvar kommer ind i billedet, for vi er selv ansvarlige for vores reaktioner, tanker og følelser.

Vi er selv ansvarlige for at sige stop og sætte en grænse.

Vi er selv ansvarlige for at sige ”Nu bliver jeg virkelig vred”. Eller “Nu er det nok”.

 

Den barske sandhed, som vi helst ikke vil høre, er, at ingen kan krænke nogen, hvis ikke der er et offer, der tager imod.

Jeg siger ikke, at man er selv er ude om vold eller krænkelser. Slet ikke.

 

Vi kan være udsat for vold som et faktum. Et verbalt eller fysisk overgreb. Og vi kan være vrede og bange og sørge over den vold, vi har været udsat for.

Dét, der giver offeret kraft, er visheden om, at vi selv kan vælge, hvilken magt den vold, vi har været udsat for, skal have over os. Det er vores personlige og frie valg. Det er en proces, og det er ikke nemt, for vi kan føle os dybt krænkede, men så længe vi lader os selv være fastholdt i den krænkelse, fortsætter den.

 

Vi kan blive afhængige af vold og drama

For mange, der lever i voldelige forhold, er det blevet en afhængighed. Et drama, de tror de ikke kan eller har ret til at leve foruden. Når vi vælger at give slip, kan vi leve livet igen.

 

Hvis vi tager Mariannes eksempel, ville det være muligt for hendes mand, Steen, selv at træde ud af offerrollen, hvis han valgte at tage ansvar for den situation, han er havnet i. Der ville ikke komme nogen og redde ham.

 

Han måtte tage sin andel af ansvaret for den situation, de sammen som par var havnet i. Han måtte indse sin frustration og magtesløshed og selv tage ansvaret for at forbedre deres sexliv og samliv i stedet for at gøre sig afhængig af, at Marianne skulle ”give” ham sex eller opføre sig på en bestemt måde, for at han blev lykkelig.

Han kunne tage ansvar ved at gå ind i problematikken i stedet for at lægge ansvaret for det hos Marianne. Hvem ved, måske ville han finde ud af, at han ikke havde lyst til at leve i det parforhold, som det havde udviklet sig. Eller måske ville de blive forelskede igen.

 

På samme måde kunne Marianne sige stop, da hun tog ansvar for sine egne følelser, vrede og grænser. Det gjorde hun også ved at gå. Efter mange års lidelser. Hvis hun havde taget ansvar noget tidligere og ikke forsøgt at være redderen, der glattede ud, men var gået direkte ind i problematikken, kunne det have ændret noget i deres dynamik.

 

Måske kunne de have fortsat det, der startede som en kærligt parforhold, hvis de begge to noget tidligere havde taget ansvar for egen kærlighed og for at gøre hver sin del for skabe kærlighed frem for at nedbryde den.

Hvis de begge to havde haft viljen til at se følelserne i øjnene og måske havde søgt hjælp til at arbejde med dem.

 

Vi er afhængige når…

Når vores lykke og følelsen af kærlighed afhænger af den andens gerninger, gør vi os afhængige, og det er uhensigtsmæssigt, for da vi aldrig kan ændre på andre eller styre andre, er det det samme som at have givet ansvaret for vores eget liv til en anden. Som jeg har været inde på før, er det helt urimeligt. For begge parter.

Når vi har afgivet vores kraft og ansvaret for vores lykke til en anden, er det afhængighed. Så bliver vi ofre. Og tit også krænker og redder. Velkommen til dramatrekanten.

 

Er du i et voldeligt parforhold?

Der er hjælp at hente – også selvom du ikke synes at det er noget at tale om. Ring til mig på 61 700 777.

 

Christiane Meulengracht
Specialist i Kærlighed med vilje og din lyst

Vil du have lysten og nærværet i dit parforhold igen?

Jeg hjælper kvinder og mænd med at skabe et nærværende, nydelsesfuldt og intimt parforhold, hvor begge føler sig set, hørt og forstået.

Vi føler os ofte alene når lysten til sex forvinder. Vi oplever både at blive svigtet og føler dårlig samvittighed. Og skam over ikke at slå til.

Vid, at der er intet galt med dig. Løsningen er aldrig ”bare at have mere sex”, eller at lave din partner om. Men om selvomsorg, selvkærlighed og at indse, hvor stor en kraft vi selv indeholder for at skabe det parforhold, vi i virkeligheden længes efter.

Jeg guider dig til at finde ægte nærvær, samhørighed og lyst i dit kærlighedsliv igen. Du lærer også at mestre de 4 trin til at transformere frustration til ansvar, action og accept. Som vil gøre, at du aldrig mere vil føle dig alene, svigtet eller ufri.

Ring til: 61 700 777
Skriv til: hello@christiane.nu
Kør til: Lille Evaldsvej 4, 3100 Hornbæk

Christiane Meulengracht er certificeret Life- og Businesscoach, Stresscoach, Sexolog, Shadow Facilitator, konfilktmægler og Enneagram Master. Arbejder til daglig som parterapeut og sexolog. Christiane holder foredrag om kærlighed, lyst, stress, skriver artikler og arbejder som terapeut for både par og enkeltpersoner, der ønsker mere lidenskab, passion og dybde i deres liv. Desuden er Christiane livsglad mor og kvinde.

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.